Den sidste vind i piletræerne

Afsked med de gamle piletræer

En dag da jeg kom på arbejde, opdagede jeg, at de to store piletræer, som gennem mere end hundrede år har vokset i midten af skolens have, var blevet fældet. De lå, som de var faldet hen over græsplænen.

Træerne var syge, og derfor havde en forstmand vurderet, at de skulle fældes for, at der ikke skulle ske en ulykke. Der blev givet en kort besked om det i Spisesalen, som jeg ikke var der til at høre. Og det var det. Jeg blev ret chokeret og ked af det, for træerne havde en stor betydning for mig.

Deres hængende grene og grønne løv havde ofte dannet rammen om min undervisning. Jeg havde tilbragt mange stille stunder i deres skygge liggende på græsplænen med deres svajende kroner over mig. Så jeg besluttede mig for, at de skulle have en ordentlig afsked.

Derfor inviterede jeg skolens elever til at deltage i et begravelsesritual.

Deres hængende grene og grønne løv havde ofte dannet rammen om min undervisning. Jeg havde tilbragt mange stille stunder i deres skygge liggende på græsplænen med deres svajende kroner over mig.

I mange kulturer udsmykker man de døde, inden man tager afsked. Derfor indledtes ritualet med en seance i stilhed, hvor alle eleverne fik udleveret et stykke kridt, som de tegnede og skrev med på træernes furede bark. Nogle skrev “tak”, nogle skrev deres navn, mens andre bare tegnede figurer og mønstre. En tegnede et grædende ansigt med den tilhørende tekst “R.I.P# og en anden skrev:

“I træets hud står der med sirlig skrift; mit navn mit hjerte når forår springer”.

Det virkede meditativt og gav plads til at lade træernes betydning slå rod i sindet, mens kridtet arbejdede mellem fingrene.

Tab af natur og minder

Det virkede meditativt og gav plads til at lade træernes betydning slå rod i sindet, mens kridtet arbejdede mellem fingrene. På en af stubbene havde der samlet sig en stor gruppe hvepse, som have fundet en sprække med sukkerfyldt saft i det massive ved. Nogle af dem lå på ryggen, mens andre kravlede forvirrede rundt i cirkler. Ingen af dem fløj, selvom en del af os samledes og stod helt tæt på. Jeg tror de var berusede. Det var en underlig, men opløftende oplevelse og på sin vis livsbekræftende.

Livets kredsløb fortsætter. Jeg holdt en tale. Mest om træernes symbolske betydning. For lige der i øjeblikket var de for mig billedet på den generelle udvikling i verden – på det ubærlige og uigenkaldelige tab af natur, som finder sted overalt på kloden hver eneste dag.

De døde træer gjorde den svært relaterbare globale biodioversitetskrise håndgribelig og nærværende for os alle, fordi vi et øjeblik oplevede det, som millioner af mennesker allerede oplever overalt på kloden. Tabet af deres natur og dermed dem selv og deres minder.

Fællesskabet med og empatien for dem, der allerede har mistet og til alle dem, der fortsat vil miste deres natur er måske den vigtigste drivkraft i arbejdet med at skabe en mere bæredygtig fremtid. Derfor var det en ekstremt vigtig undervisningssituation, og derfor var det vigtigt, at der blev stoppet op, og at der blev sat ord på det tab, vi alle følte. Det skulle tages alvorligt.

For lige der i øjeblikket var de for mig billedet på den generelle udvikling i verden – på det ubærlige og uigenkaldelige tab af natur, som finder sted overalt på kloden hver eneste dag.

Natur og åndelighed

Alle havde medbragt en afskedsgave, som vi en for en stillede foran den største træstub som et lille alter. En lille hjerteformet sten, røgelsespinde, store grene, bregneblade, svampe, frugter og bær. Ting som for størstedelen var fundet i skoven ved siden af skolen, og som afspejlede det liv, træerne nu ikke længere besad, nu hvor deres blade var begyndt at visne.

Jeg blev overrasket over hvor dybt ritualet ramte mig selv, og det var tydeligt, at mange af eleverne følte det samme. Efterfølgende stod der en gruppe på ti elever tilbage i stilhed, og man kunne se og mærke deres oprigtighed. Det betød noget for dem, selvom de kun havde boet på skolen i halvanden måned.

Det havde jeg ellers været ret bekymret for inden. Ville jeg selv og eleverne kunne tage ritualet alvorligt? Jeg har aldrig prøvet at begrave et træ på den måde, og en del af mig følte, at det var en smule for meget. Det var jo bare et træ. Tag dig sammen. Sådan en stemme har jeg altid haft indeni. En kynisk og naturvidenskabelig stemme som tager en lille smule afstand fra følelser og åndelighed. For hvad er et træ mere end en samling atomer? Kulstof, fosfor, kvælstof og ilt sat sammen i lange kæder. Et tilfældigt udkomme af millioner af års evolution. Et blandt millioner af lignende træer hvoraf tusinder hver dag fældes rundt omkring i verden.

Tag dig sammen. Sådan en stemme har jeg altid haft indeni. En kynisk og naturvidenskabelig stemme som tager en lille smule afstand fra følelser og åndelighed. For hvad er et træ mere end en samling atomer?

Historisk vingesus fra de svajende grene

Men piletræerne var ikke bare træer. De var Testrups historie.

De havde bevidnet tusinder af sommerdage med liv og leg i parken. Festivaler, fodboldkampe, taler og sang. Dovne eftermiddage på tæpper i græsset. De havde bevidnet tusinder af regnvejsdage med løbende mennesker på stierne skjult under jakker og paraplyer. Store snefald og frostklare nætter. Forårsfuglesang og blomsterudspring. De stod her under 1. verdenskrig, i mellemkrigstiden, under 2. verdenskrig, den kolde krig. 90’erne, 00’erne og 10’erne.

Tænk på alle de mennesker der må have siddet under dem. Kysset under dem. Fundet ro under dem og klatret i dem. Tænk på alle de minder og tænk på alle de mennesker der kommer til at savne dem.