Artikel

Klumme: Den ultimative kærlighedserklæring

Af Klara Andrea Kanstrup Skou

Denne artikel er ikke udtryk for Testrup Højskoles holdning. Artiklen er blevet til som en del af undervisningen i valgfaget Journalistik på Testrup Højskole, hvor højskoleelever prøver kræfter med forskellige journalistiske discipliner. Spørgsmål eller kommentarer rettes til højskolelærer og underviser i Journalistik Sille Kirketerp Berthelsen på sille.kirketerp@testrup.dk.

Jeg elsker dig. Det ultimative udtryk for kærlighed mellem to mennesker sammenfattet i én sætning. Ord, der rummer enorm betydning, som bruges mere end det før er blevet brugt. Forklaringen til dette er åbenlys; selvom ordet er brugt hyppigt, har det en kæmpe betydning. Men hvorfor elsker du nogen? Og hvorfor lægger vi så stor vægt på disse tre ord, når vi kunne beskrive kærligheden med sprogets udfoldede variationer. 

Jeg mindes dengang min veninde beskrev situationen, hvor hendes daværende kæreste erklærede sin kærlighed til hende. Vi sad på hendes køkkenbord, som vi havde gjort hundrede gange før, og vendte livssituationen. Alt var som det plejede, men så alligevel ikke. Der var noget nyt over hendes varme i blikket og smilet, der konstant fandt sin plads tilbage på hendes læber. Hun fortalte mig da, om de tre gyldne ord, der var sluppet ud af hans mund i en smuk og romantisk stund på Islands Brygge. Han havde snakket langsomt og været genert, mens de ventede på deres pizza. Det var et løfte. Hun var ikke længere usikker på relationen. Ligeledes, vil mange andre mennesker kunne genkalde en oplevelse, hvor det er blevet sagt til dem. Hvordan stemningen var, hvor det skete, tonelejet, øjnene. 

Spørgsmålet om, hvorfor denne sætning er så betydningsfuld, har undret mig. Men mere specifikt undrer jeg mig om betydningen formindskes, hvis den bliver anvendt for ofte. Den er intens og livsbekræftende første gang den bliver sagt, men hvordan virker den på mennesket, hvis man hører den dagligt. I stedet tænker jeg på ordene hvorfor” og “fordi”. Hvorfor elsker du hende? Og jeg elsker dig fordi. Intet kan måle sig med glæden ved dybe komplimenter, der udtrykker kærligheden i præcise detaljer. Jeg ønsker at undersøge, hvordan mennesker tilgås i kærlighedsrelationer, og hvordan de ville bære sig ad, hvis sætningen “jeg elsker dig” slet ikke fandtes. Jeg har spurgt elever på Testrup Højskole årgang F24, om hvordan de føler sig allermest elsket, og hvordan man udtrykker den uden at bruge ordene “jeg elsker dig”. Sætningerne er anonyme med intentionen om at få de ærligste svar. 

Hvornår føler du dig mest elsket? 

Den første besvarelse fra en elev lød sådan her: “At kunne sidde i en stilhed med et andet menneske, hvor stilheden ikke er akavet. En stilhed, der rummer en forståelse mig.” En anden besvarelse lagde mere fokus på den non-verbale og fysiske kontakt. At man også kan vise kærlighed på andre måder end med ord: “Nonverbal kontakt er essentiel. Øjenkontakten og den fysiske kontakt gør, at jeg føler mig elsket.” En anden besvarelse lagde fokus på støtte: “Kærlighed er en støtte. Hvis man føler sig støttet, føler man sig forstået.” Den sidste besvarelse jeg har valgt at medbringe sætter fokus på at blive set: “At se sig selv gennem andre. Derfor er det så svært at miste kærligheden, fordi man ikke længere bliver set igennem et andet menneske.”

 

Hvordan kan man sige “jeg elsker dig” uden at sige “jeg elsker dig”? 

 

Mange af elevernes besvarelser på dette spørgsmål ligner hinanden: “Jeg bliver forelsket i mig selv, når jeg forelsker mig i dig.” Som før nævnt; det at blive set af et andet menneske. En anden måde at sige de tre gyldne ord var: “Jeg er den bedste version af mig selv, sammen med dig” og “Jeg elsker dig fordi… at jeg føler mig hjemme i dit selskab”  Den sidste besvarelse var: “Du er min bedre halvdel” – som sætter fokus på det at være en helhed i selskab med et andet menneske. 

 

De fleste elever som jeg har talt med strejfer rundt om samme fokuspunkt. At blive gjort hel igennem et andet menneske. Et fokus på hvordan de selv føler, i samhørighed med den anden, frem for hvordan den anden føler. At sætningen “jeg elsker dig” er én af de mest betydningsfulde sætninger man kan sige. Efter at have talt meget om dette emne og med mange ens besvarelser, mødte jeg en elev med et andet blik på sætningen. En elev, som satte endnu større spørgsmålstegn end jeg.

“Det er også et meget stort ansvar for et andet menneskes glæde, når man siger “jeg elsker dig”. Især ved at være nogens “bedre halvdel” eller ved først at være fyldestgjort igennem et andet menneske. Man bør være et helt menneske, som udviser omsorg, glæde og ømhed – men uden at forvente noget kæmpestort til gengæld.”

Jytte Vikkelsøe har i et interview på Zetland givet en forklaring på dette. Hun er parterapeut og forfatter, med en ph.d i socialpsykologi. “Kærlighedserklæringer er ikke nødvendigvis ubrydelige kontrakter. De kan også være et udtryk for vores håb og ambitioner i et forhold. Så kan det godt være, at vi ikke kan leve op til vores store ord på sigt. Men når vi siger “jeg elsker dig for evigt”, så lyver vi ikke. Den følelse, vi oplever i det øjeblik, er sand. I det øjeblik elsker jeg dig virkelig for evigt.”

Selvom min veninde ikke længere er kærester med manden, som jeg hørte om på køkkenbordet, var det tydeligt at mærke at sætningen “jeg elsker dig” havde gjort en afgørende betydning for hende. Som Jytte Vikkelsøe ville sige, i det øjeblik elskede de hiananden for evigt.

Tilmeldingen til sommerkurserne er åben

Vil du bruge din sommer på Testrup Højskole?