Teatersalen i Kunstens Hus

Af Helle Sikjær, underviser på teaterlinjen, udgivet i Årsskriftet fra Testrup Højskoles elevforening 2023. I forbindelse med den officielle indvielse af Kunstens Hus synes vi, artiklen fortjener en genpublicering. Læs her om processen med ombygningen af teatersalen og se billeder fra den nye sal i brug nederst i artiklen.

Lilla Blues

Det er lørdag den 18. december 2021. Klokken har passeret 17, og efterårsholdet er rejst hjem – fire dage for tidligt. Corona spændte ben igen, og de sidste uger har været som at deltage i et dårligt realityprogram: Hvem tester positiv i dag? Hvem skal sendes hjem og ikke med videre?

Nu er de rejst, og jeg står alene i den gamle gymnastiksal.

Den lave decembersol står ind gennem de høje vinduer og oplyser de to nuancer af lilla, som har været en del af rummets DNA siden 1989. Her er koldt. Et af vinduerne kan kun lukkes med en kost udefra. Gulvet knirker og gaber. Enkelte steder er der huller i væggene ind til pudset. En lænestol fra en forestilling står stadig på gulvet. En potteplante svajer uden ejer. Jeg bliver trist til mode. Føler mig uforløst af den bratte afslutning. Savner at kramme eleverne farvel. At vinke føles ikke som højskole.

Minderne sidder i væggene

Så får jeg øje på væggene. Sådan rigtigt. Sort sprittusch. Skrevne ord, tegn, tegninger og tags. Hele vejen rundt i rummet.

Vesterhus skal rømmes og igennem en omfattende renovering. Det skal blive til Kunstens Hus, og jeg gav eleverne lov til at sætte deres aftryk – men havde glemt det igen. De har været på færde i nat. Nu står deres ord her, sort på lilla:

Mit hjerte hopper lidt. Så nåede vi måske alligevel noget sammen.

Den sidste volleykamp er spillet i gymnastiksalen. Den sidste forestilling iscenesat her.

Og det føles helt OK. Ordene forsegles bag den nye maling og minderne findes nu i fælles erindring. Jeg smiler, mens jeg tager den ensomme potteplante under armen og forlader rummet. Selv tak, tænker jeg mod eleverne.

Til den gamle gymnastiksal, tænker jeg: Tak for nu, du har gjort det godt. Ikke noget at sige til, at du er slidt, virkelig slidt. Og grim – men du har et stort potentiale! Vi ses på den anden side!

I gården sender jeg et fingerkys mod den tårnhøje bygning. Mit hjerte er her – og det er (corona-) jul lige om lidt.

(Hus)vild højskoleånd

I januar 2022 flyttede teaterlinjen midlertidigt fra Vesterhus ind i Store Sal i musikhuset, mens ombygningen gik sin gang. Vi havde ikke andre rum end netop Store Sal, der kunne rumme et teaterhold på 20 elever. En højskole holder ikke pause, selvom hele bygninger er sat ud af funktion. I det her tilfælde den største bygning på skolen.

Den midlertidige periode blev til et år. To fantastiske hold kom og gik og lavede teater i det dejlige rum og mange andre steder på skolen. Min nye kollega på teaterlinjen, Kasper Hjort, startede, lige da vi flyttede. Hvis man skal pege på noget overraskende godt, der kom ud af denne klemte periode, var det, at Kasper og jeg konstant var dømt til at arbejde sammen med ét stort teaterhold i samme rum, og derfor lærte at samarbejde godt på meget kort tid. Vi trådte pludseligt ned i nogle gedigne syvmilestøvler, som både fagligt og kollegialt har givet os vinger. Jeg bøjer mig samtidig i støvet for vores kollegaer på musiklinjen, hvis hus vi indtog med larmende elever, kostumer, toiletkomik og stilhedskrævende forestillinger. Det var nødvendigt, men tak alligevel for den store samarbejdsvilje og for at lade højskoleånden svæve højt i musikhuset.

Hjælp i processen

Vi ses på den anden side var nok så meget sagt i forhold til den gamle gymnastiksal.

Som teaterlærer har jeg været med i mange beslutninger omkring de nye teaterfaciliteter, og det har været spændende, lærerigt og fyldt med fantastiske forventninger og bobler i maven. Samtidigt har det også været en famlende og temmelig tidskrævende proces, for jeg har aldrig været med til at lave en topmoderne og professionel teatersal før. Arkitekterne havde selvfølgelig tegnet de store linjer, mens jeg skulle være med til at kvalificere æstetik, brugervenlighed og funktionalitet på én og samme tid. Dertil skulle salen være fremtidssikret, multifunktionel og et sted, der kunne løfte vores scenekunstneriske og performative fag til nye højder. Kasper var endnu ikke ansat, da de fleste af beslutningerne skulle tages, så jeg stod alene som faglærer indtil da.

Heldigvis havde vi fået fat på en ekstern konsulent, Mads Eckert Hermansen, lysdesigner på Teater Nordkraft og derudover tidligere testrupelev og medlem af elevforeningens bestyrelse. Mads har udtænkt løsninger på teknik, installationer, rig, lys og lamper og samtidig været sparringspartner på alt fra lyd i salen til projektorer, lærreder, afviklervogn og æstetik. Mads har brugt sit indgående kendskab til Testrup Højskole, og hans evne til at forstå vores ønsker, behov og muligheder har været en uvurderlig hjælp. Mads fortjener en stor tak for sit store og omfattende arbejde. En opgave der blev større end nogen af os havde forventet. Sådan er det desværre nok ofte med omdannelse af gamle bygninger til noget så professionelt, som vi står med i dag. Tak til Mads for alligevel at stå last og brast med os, og tak for at svare på spørgsmål i tide og utide.

Tak for at insistere på, at kun det bedste er godt nok til os. Tak for et godt samarbejde, kære Mads.

En hvid black box?

Den ideelle teatersal er helt sort og kan mørklægges 100 procent. Det giver de bedste betingelser for lyssætning, og sådan et rum hedder en black box. Mit ønske til farven på væggene i den nye teatersal var derfor sort. Arkitekterne på projektet havde imidlertid et andet bud, nemlig hvid.

De forestillede sig, at alle vægge bag de sorte scenetæpper skulle være hvide, så salen fremstod mere lys og imødekommende, når den skulle bruges til andet end scenekunst. Hvid og lys når tæpperne var trukket fra. Sort når tæpperne var trukket for. Multifunktionalitet. En art foredragssal, samlingssted og black box i ét. Teoretisk en god idé. Problemet var bare, at den i praksis var dårlig, da striber af hvidt mellem scenetæpperne under forestillinger forstyrrer den kunstneriske oplevelse. Den fuldstændig dækkende sorte farve er derimod ren og dramatisk, og giver lyssætning og iscenesættelse de absolut bedste betingelser. Desuden skulle søjlerne imellem tæpperne være sorte, og det ville have givet en underlig zebraeffekt, når tæpperne var trukket fra, tænkte jeg. Men zebraeffekt eller ej, jeg gav mig på dette punkt. Arkitekterne havde overbevist Simon, og sammen trak de det længste strå. Hvidt i sort skulle det være. Multifunktionaliteten længe leve!

Sleth Arkitekter har generelt tænkt mange gode løsninger, hvoraf de fleste er blevet til virkelighed i bygningen. Jeg er vild med farverne, det dobbelthøje rum mellem første og anden sal, de store vinduer og lyset, der strømmer ind. Jeg er vild med forbindelsen mellem prøvesal og teatersal og indgangspartiet til teatersalen, der åbner bygningen mod gårdrummet, og gør det muligt at se livet inde i salen udefra. Trappen ude i gården, hvor man kan sidde og nyde en kop kaffe i pauser på solrige dage, er fantastisk. Det samme er den permanente publikumsopbygning og trappe i salen, der gør, at vi i løbet af et splitsekund kan invitere de øvrige elever og andre til visning og forestillinger, og hvor vi kan vende scenen om og spille på trappen. Alt sammen godt tænkt og tegnet. Bare ikke de hvide vægge i teatersalen.

Skæbnen ville imidlertid, at hele teatersalen ved en fejl blev malet sort! Simon kom en dag hovedrystende hjem og fortalte det. Min reaktion var bare at råbe HURRRAAAAA og danse rundt i stuen, da jeg forstod på ham, at den ikke skulle males om. Sort som ibenholt, mørk som natten var den nye teatersal! Smuk, mat og sort. Hurra for fejl og tilfældigheder. Det er mit absolutte yndlings fun fact om den nye teatersal, og vi er heldigvis alle enige om, at den fejl var en af de bedste, der er sket i denne proces.

Mere end en teatersal

I januar 2023 kunne vi tage vores nye teatersal i brug – og hvilken lykke!

Der har været en masse bump på vejen, som jeg skal spare læserne for en uddybning af, og der har været mange absurde episoder. Også efter vores ibrugtagning af salene, hvor håndværkere i bedste Alfons Åberg-stil lige skulle dit og dat i rummene, mens vi underviste. Uagtet alt det, er det slet ikke til at få armene ned over, hvor fantastiske de nye teaterfaciliteter er. Drømmen er blevet til virkelighed. En virkelighed, vi nu lever i og med hver dag på højskolen.

Til daglig nyder vi den gode plads i teatersalen, når vi arbejder fysisk på gulvet. Muligheden for total mørklægning og professionel lyssætning med det nye tekniske udstyr – nye lyspulte og mere end 30 LED-lamper – tilbyder leg med stemninger og rum allerede under øvelser og undersøgende arbejde. At kunne bruge lyset som en aktiv medskaber af teaterforestillinger og performances og at kunne skabe både den helt storslåede stemning og de mere intime rum, og skifte mellem dem på et øjeblik, er fantastisk. Samtidig er muligheden for at arbejde med lysdesign, film og visuals via en ny projektor og et kæmpestort lærred med til at løfte de scenekunstneriske og performative fag ind i en ny tid. Interessen for æstetiske samarbejder, hvor man arbejder på tværs af teater, tekst, musik, film, installation, bodyart og performance, er stigende blandt vores elever. Den nye teatersal er en kæmpe opgradering af mulighederne for at imødekomme interessen og skubbe os fremad i mere tværfagligt samarbejde som lærerstab. En udvikling, som allerede er i gang. Her på efterårsholdet 2023 tæller det tværæstetiske valgfag og kunstnerkollektiv Laboratoriet 22 elever. De kommer fra alle fem linjer, og det er en stor fornøjelse at kunne tilbyde så gode faciliteter, når vi arbejder med performance og kunstneriske hybridformer.

I foråret skabte teaterlinjen forestillingen Selvoptaget, som kombinerede selvproducerede film og live teater, mens afslutningsforestillingen Andelsforeningen rummede både musik, teater og dans. På sommerens Augustkursus gik teater- og musiklinjen sammen om at iscenesætte et udvalg af Shakespeares sonetter i et univers, der både bød på smukke levende billeder, kaffefilter-kostumer, elektronisk musik kombineret med gamle ord og live instrumenter. På samme kursus kunne man opleve “Augukuvision”, hvor kursisterne gav den på alle tangenter i et testrupiseret Eurovision Song Contest Show med præsentationsfilm, vilde dansekooreografier, playback musik, live speak og en drøm af et lysshow! Som teaterlærer er det en stor fornøjelse selv at bruge salen, men en lige så stor glæde at se, hvordan andre tager den i brug!

Den nye teatersal kan rumme 149 personer, og den permanente trappe bagerst i rummet fungerer både som publikumspladser og alternativ scene, når vi vender salen om og spiller her. Trappen forbinder teatersalen med prøvesalen; en mindre black box og et undervisningsrum, som også rummer projektor, lærred og mulighed for lyssætning. Prøvesalen gør det muligt at dele teaterholdet op i undervisningen og at iscenesætte forestillinger to steder på samme tid.

Selvom salen ikke blev hvid, fungerer den fremragende som samlingssted til åbne foredrag, hvor projektor og lærred er påkrævet. At salen også er velegnet som dansesal og oplæsningsrum, blev afprøvet og cementeret på dansekurset og litteraturkurset Tag og læs!

Til november får vi besøg af Teatro Trono fra Bolivia, der gæster os med både forestilling og workshop. Det er dejligt endeligt at have pladsen til at kunne invitere turnerende teatre ind og skabe samarbejder både nationalt og internationalt. Desuden fortsætter det tværæstetiske samarbejde til december, hvor teaterlinjen og skrivelinjen skal samarbejde om et fælles afslutningsprojekt, som iscenesættes i den nye teatersal.

Nu er det jul igen

Håndværkerne er i skrivende stund helt ude af bygningen. Kunstens Hus er ved at blive færdigindrettet, og efterårsholdet 2023 bliver de første til at tage hele det gamle hus fra 1938 i brug igen. Det har været en omfattende ombygning, og helt legitimt er det jo også at spørge, om vi så får mere højskole for pengene med denne ombygning? Handler højskole ikke primært om mennesker og mindre om bygninger og mursten? Jo, i høj grad. Men mennesker har brug for udfoldelsesmuligheder og rum, der kan understøtte nysgerrigheden og fantasien. Et sted, hvor vi kan mødes og brydes. Et sted, hvor der skabes indtryk, som kan blive til udtryk og forhåbentlig sætte aftryk på andre. Et sådant rum er den nye teatersal. En ny legeplads, hvor vi kan lære og lege for alvor. Kunstens Hus er en kæmpe opgradering, der gør, at vi kan følge med tiden, men også sætte et kunstnerisk, fortolkende præg på den.

Nu er det jul igen om lidt. To år er gået siden renoveringen og ombygningen begyndte. Den gamle gymnastiksal og elevværelserne er allerede langt væk. Nu står jeg i den nye teatersal. Det er et venligt rum. Indbydende og inviterende. Jeg tænker på ordene, som findes inde bag malingen, og jeg tænker på alt det, som allerede er sket i rummet på bare ét år.

Mit hjerte er stadig her. Mit hjerte, hvad vil du mer’?

Se billeder fra den nye teatersal