Reportage: Bryster, tysk tekno, stoffer og sex

Af Adam Schou Iversen

Denne artikel er ikke udtryk for Testrup Højskoles holdning. Artiklen er blevet til som en del af undervisningen i valgfaget Journalistik på Testrup Højskole, hvor højskoleelever prøver kræfter med forskellige journalistiske discipliner. Spørgsmål eller kommentarer rettes til højskolelærer og underviser i Journalistik Sille Kirketerp Berthelsen på sille.kirketerp@testrup.dk.

En nat på KitKat: Hvor tiden forsvinder i en rus af musik, frihed og uforglemmelige øjeblikke. Adam Schou Iversen fortæller om sin oplevelse på en af Berlins mest kendte undergrundsklubber

En hel dag i nervøsitet. En hel dag i tvivl om, hvorvidt vi er “seje” nok. En hel dag i rådvildhed. “Er denne her top god nok, ligner jeg en Berliner?” Fem venner fra højskolen, der alle desperat prøver at hype hinanden op til noget, de har tænkt på utroligt længe. 

Da vi endelig, efter mange øl- og motivationssamtaler, bevæger os mod den berømte berliner-klub KitKat, kan selv min lilletå mærke nervøsiteten. Selv denne søndag er køen til at ane. Sebastian og jeg stiller os ind, klar til mødet med den bouncer, vi forventer er djævelen selv. Realiteten kommer for os som et chok. En 50-årig kvinde træder ud af døren, giver os et elevatorblik og åbner døren med ordene: “Welcome, please hang your jacket and give your phone, and remember to always be respectful and kind.” Lettelsen over at være kommet ind, rammer os næsten hårdere, end hvad der møder os derinde. 

Overalt ser jeg mennesker klædt i alt fra læder og latex til det, min mor ville kalde at være nøgen. Sebastian og jeg kigger på hinanden, måbende over graden af nøgenhed. I vores jeans og toppe føler vi os næsten overdressede. Vi bevæger os længere ind, og ved hvert skridt taber vi underkæberne mere og mere. Vi møder en veninde i lobbyen, spotter hende blandt bare bryster, numser og latex, og kryber forsigtigt hen til hende. Jeg tror, hun fornemmer de meget jyske drenges forbløffethed, og uden rigtigt at sige noget vinker hun os videre ind på klubben. Vi bevæger os gennem nøgenheden, og nærmer os oprindelsesstedet for den høje teknobas, vi har kunnet høre, siden vi kom ind. Floor er fuldkommen skørt for mig, der er vant til at komme på søde Bar Smil i Aarhus. Det er så tydeligt, at jeg aldrig har været tæt på noget lignende før. Det, der gør det så anderledes, er den ånd af accept og mangfoldighed, der fylder floor. Her er alle velkomne, uanset køn, seksualitet eller baggrund. Jeg ser folk af alle slags, der forenes af deres fælles ønske om at fejre individualitet og frihed. Sebastian og jeg kigger på hinanden, og det smil, vi giver hinanden, ved vi begge, hvad betyder – vi skal danse. 

Lige da vi er kommet helt ind i midten, kommer de resterende to hen til os. Min ene veninde peger med det samme på et sted bag os, og jeg vender mig om for at kigge. Jeg kan ikke være i mig selv. Hvad jeg ser, ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Totalt mundlam griber jeg fat i Sebastians ansigt, og vender det langsomt mod det, jeg ser. Tre par, der ligger på hver sin lædersofa, og har helt reel sex. Ikke kys, kærtegn eller lignende. Nej, sex. Penetrationssex, oralsex, og hvad der nu ellers findes. Folk har sex, for øjnene af os, midt på klubben. Vores umiddelbare reaktion er bare at stirre. Vi kan ikke få øjnene fra det. Først føler jeg en snert af ubehag og usikkerhed, men snart bliver det erstattet af en følelse af nysgerrighed og fascination. Jeg bemærker, hvor naturligt og uanstrengt parrene bevæger sig sammen, og hvordan de omkringstående respekterer deres rum med en blanding af interesse og accept. 

Pludselig føler jeg en bølge af frihed skylle over mig. Det er, som om en tung byrde af skam og forbehold, jeg har båret hele mit liv, bliver løftet. Jeg indser, at alle fordomme jeg nogensinde har haft, er noget lort. At se andre udtrykke deres seksualitet så åbent og uden frygt giver mig modet til at acceptere og omfavne min egen frihed.

Musikken pulserer gennem rummet, og det farverige lys skaber en hypnotisk atmosfære. Jeg begynder at bevæge mig til rytmen, og det føles, som om hver eneste bevægelse er en forlængelse af min indre frihed. Rundt omkring mig danser folk i alle slags outfits, fra lakeret læder til næsten ingenting. Ingen dømmer, ingen stirrer. Jeg lukker øjnene og lader mig opsluge af musikken. Mine bevægelser bliver mere flydende og frigjorte, som om jeg giver slip på alle mine hæmninger. Jeg kan mærke energien fra de andre dansende, deres åbenhed og glæde, og det inspirerer mig til at være lige så modig og udtryksfuld. Vi deler smil og spontane øjeblikke af forbindelse, uden at nogen ord er nødvendige. 

Jeg mister fornemmelsen af tid. Der er ingen bekymringer om, hvornår jeg skal hjem, eller hvad der venter mig udenfor. Alt, der betød noget, er her og nu. Jeg bevæger mig til musikken, taler med fremmede, og nyder øjeblikkets intensitet.

Timerne flyver forbi, uden at jeg bemærker det. Det er som om, tiden ikke eksiterer. 

Da vi endelig træder ud i morgenlyset, føler jeg mig forfrisket og fuld af liv, taknemmelig for en nat, hvor jeg virkelig kunne glemme tiden og bare være til stede. Energien imellem os er elektrisk, det summer i luften af det, vi har oplevet. Noget så fjernt fra alt jeg har prøvet før, noget som jeg aldrig har været tæt på før, også at opleve det med 4 af mine bedste venner – noget jeg aldrig vil glemme. Jeg er overbevist om, at jeg aldrig vil opleve noget lignende igen.

Men jeg skulle bare vide, hvad jeg ville opleve samme sted, blot fire dage senere…