Foruden dit linjefag skal du vælge tre valgfag. Skemaet er bygget op, så du har linjefag tre dage om ugen, mens valgfagene ligger mandag og torsdag.
Du vælger først dine valgfag, når dit ophold er begyndt. Vi bestræber os på, at alle elever får mindst to af deres højeste prioriteter. Du har de samme tre valgfag gennem hele opholdet.
På Testrup Højskole har vi et bredt udvalg af valgfag. Listen nedenfor viser alle de valgfag, vi tilbyder på tværs af vores forskellige hold, men de udbydes i rotation. Det betyder, at vi aldrig udbyder alle valgfag på ét og samme hold. Hvilke valgfag der er på skemaet, afhænger blandt andet af årstid, lærerkræfter og det aktuelle højskolehold.
Derfor kan du ikke forvente, at alle valgfagene nedenfor er en del af netop dit ophold. Er du nysgerrig på, hvilke valgfag der udbydes på et kommende hold, er du altid velkommen til at kontakte os.