I Sank udforsker vi naturen gennem vores sanser. Vi indsamler vilde, spiselige planter, medicinske urter, svampe, nytteplanter og andre naturmaterialer, fx bark og rødder. Vi bruger det vi finder og dykker ned i gamle konserveringsmetoder, traditionelt håndværk, enkel madlavning og historiske tilgange til naturens skatkammer.
Med hænder, munde og maver opdager vi, hvordan vi kan bruge de lokale ressourcer på en bæredygtig måde. Vi taler om natursyn, forsyningssikkerhed og bæredygtighed.
Undervisningen foregår enten ude eller i spisesalen, hvor vi tilbereder eller forarbejder det, vi har sanket. Vi deler oplevelser og lærer af hinanden i en rolig og inspirerende atmosfære. Med fokus på jordnære og praktiske tilgange bliver naturen mere tilgængelig og relevant. Alt, hvad vi laver, kan tages med videre og laves på egen hånd derhjemme.