Artikel

Klumme: Jobansøgninger – Klicheernes kopulation

Af Samuel Krogh Larsen

Denne artikel er ikke udtryk for Testrup Højskoles holdning. Artiklen er blevet til som en del af undervisningen i valgfaget Journalistik på Testrup Højskole, hvor højskoleelever prøver kræfter med forskellige journalistiske discipliner. Spørgsmål eller kommentarer rettes til højskolelærer og underviser i Journalistik Sille Kirketerp Berthelsen på sille.kirketerp@testrup.dk.

Højskoleopholdet lakker mod enden, og det er tid til at møde den “rigtige” verden. En verden fyldt med kringlede bureaukratiske systemer, uklare performancekrav, MUS-samtaler og ikke mindst jobansøgninger. Men er de i virkeligheden så onde? 

Som vi nok allesammen ved lidt for godt, er højskoleopholdet ved at nærme sig sin ende. Det er tid til at træde ud af den (in)famøse bobble, og ud i det rigtige liv. Ud på arbejdsmarkedet og boligmarkedet. Men inden vi alle får glæden af at sælge vores arbejdskraft til de kære topchefer, og derefter bruge størstedelen af vores hårdt tjente løn på at gøre firmaer som Blackstone endnu rigere. Dog kræver det en adgangsnøgle at komme ind på arbejdsmarkedet – nemlig noget så livsbekræftende som en jobansøgning.

For når man begiver sig ud på det stormombruste jobmarked efter beskæftigelse, er det svært for de fleste mennesker ikke at blive en smule nihilistisk anlagt. Stillingsopslagene på diverse jobnet er krakile, tenderende til ulæselige og efterlader jobsøgende med en umulig opgave. Man skal imødekomme de, ofte ret brede krav som skribenten bag jobopslaget formodentlig har brugt cirka 20 sekunder på at mose ind i et word-dokument, eller også – og endnu værre – bare gætte sig frem til hvad arbejdsgiveren vil have i indbakken. 

Og her begynder dødedansen. Den evige linedans på kanten af sandhed og løgn, hvor man gør sit bedste, for blandt andet at anderkende og leve op til diverse løgne, som umiddelbart virker til at være alment accepterede og forventede, klicheer som; “min største fejl er, at jeg er for stor en perfektionist”, “jeg er punktlig af natur”, eller sågar “mit immunforsvar har aldrig påbegyndt en duel, som det ikke kunne overkomme på under 17 sekunder”. 

Alle ved det er løgn. Du ved det, jeg ved det. Hvorfor skal vi alle kollektivt deltage i Kaare Dybvads våde drøm, hvor vi alle er små steriliserede arbejdsmyrer?  Fuck dit proforma pis, fuck dit selvforskyldte dobbeltbedrageri. Vi er ligesom cowboyere i en uendelig skriftlig standoff, hvor den første, der fortæller noget oprigtigt, noget sandt, er død. Det værste af det hele er, at vi ikke kan undgå at deltage i dødsspiralen, for hvis ikke vi får job, ender vi enten på gaden, eller værre endnu, bliver tvunget ud i kontanthjælpssystemets virvar af vilkårlige krav og kurser.

Eksempelvis bliver sagesløse dagpengemodtagere tvunget ud i hver uge at sende to ligegyldige ansøgninger, fx til den lokale Netto eller GRØD for overhovedet at få lov til at overleve. De her formålsløse proforma ansøgninger, der både kan opstå fra dagpengemodtagere, men også alle andre jobsøgende – er lige så indholdsløse som pornografien, et fænomen der også blev beskrevet af Vladimir Nabokov som “klicheernes kopulation” (fra efterordet til Lolita).

For er det netop ikke det, jobansøgningen er? Disse tomme luftkasteller, klicheerne, der består af ren form uden noget indhold, er spil for galleriet. Et galleri vi alle sukkende, men alligevel accepterende, træder ind i. Alene denne erkendelse beviser jobansøgningens korrupte, løgnagtige væsen. 

Ej heller at glemme den måske største løgn af dem alle: ideen om ansøgningen som en meritokratisk process. At den mest kvalificerede altid bliver valgt, at jobansøgningen ikke skelner mellem race, køn eller handicap. Undersøgelser fra København og Aarhus Universitet viser, at folk med mellemøstlige navne generelt skal sende cirka 50 procent flere ansøgninger end folk med danskklingende navne.  Måske skal vi ikke se jobansøgningen som en proces, hvor alle ens meritter kan foldes ud i det hvide word-dokument, og stillingerne derefter fordeles til de mest egnede, i stedet se den som et lotteri, hvor det hjælper gevaldigt IKKE at være brun i huden, sidde i kørestol eller være kvinde. 

Heldigvis bliver det heller ikke bedre til jobsamtalen. 

Ledige pladser

Kunne du tænke dig at starte på Testrup Højskole? Vi har ledige pladser på efterårsholdet. Vælg mellem teater, filosofi, kunst, musik og skriv.

Du kan starte 8. august eller 12. september.