skrivelinjen

Skriv!

Vi tror ikke, man kan lære at skrive eller blive forfatter på en skole. Det kræver personlig vilje og mod og talent, men gennem kvalificeret kritik kan du blive bedre til at vurdere godt og skidt, når du skal finde din egen måde at skrive på.

Vi ser os selv som en del af det litterære miljø i Danmark. Vi læser de bedste nye og ældre forfattere, vi blander os i debatten, vi besøger Forfatterskolen og kommer i konsultation hos forlagene – og vi laver smukke bøger og fede oplæsningsarrangementer mv.

Uanset om du har ambitioner eller bare vil prøve det af, bliver det, du laver, taget seriøst. Vi sætter i det hele taget barren højt, og vi forventer, at folk kommer med engagement og med et mod på at udfordre sig selv. Ellers er det ikke sjovt! 

 

Der er mange myter om forfattere og en del blaserthed og sværmeri og falske forestillinger. På Skrivelinjen lægger vi blasertheden på hylden. Vi er her for at skrive! Du vil blive udfordret og provokeret og opmuntret etc., og du vil indgå i et inspirerende miljø sammen med andre, der har den samme interesse. Du kan med andre ord komme i gang med at skrive og få afprøvet dit talent!

På skrivelinjen har vi tolv ugentlige undervisningstimer. Vi laver skriveøvelser for at komme i gang med at skrive, og vi har tekstlæsning og –kritik, dels i plenum, altså med hele holdet, og dels på tomandshånd med læreren. Undervisningen tilrettelægges som intensive forløb bl.a. i forskellige genrer, lyrik, prosa, dramatik mv. Vi synes, det er vigtigt, at man også læser, hvis man vil skrive, og løbende bliver du præsenteret for den allerbedste både helt nye og ældre litteratur!

På Skrivelinjen publicerer vi vores egne bøger, bl.a. nogle små hæfter, et A3-ark foldet tre gange = 16 sider — et format, vi er meget glade for! Næsten alle kan lave sådan en bog. Det er overkommeligt, men på samme tid er det udfordrende, fordi det er et rigtigt værk, der kræver, at man har en ide med det og har styr på sådan noget som komposition, genre, tematik mv. Vi laver også antologier for hele holdet, som bliver bundet smukt ind af en bogbinder i Århus. Skrivelinjens udgivelser bliver altid præsenteret ved fine receptioner, hvor vi ser skarpe ud, og hvor der er oplæsning og salg af bøgerne!

Katrine Buchhave Andersen, Johan Davidsen, Simon Dencker, Jonas Eika, Caspar Eric, Chresten Forsom, Kristina Nya Glaffey, Ida Marie Hede, Ida Holmegaard, Sanne Munk Jensen, Josefine Klougart, Dennis Gade Kofod, Lea Korsgaard, Maja Lee Langvad, Eva Marie Lund, Signe Olesen Maxen, Mads Mygind, Josefine Graakær Nielsen, Signe Langtved Pallisgaard, Andreas Pedersen, Simon Holm Pedersen, Stine Pilgaard, Dy Plambeck, Martin Snoer Raaschou, Olga Ravn, Laura Ringo, Louise Rosengreen, Theresa Salomonsen, Christoffer Ugilt, Theis Ørntoft

DINE LÆRERE

Christian Dorph 

Født 1966. Underviser på skrivelinjen og i skriveværkstedet. Cand.phil. i dansk og uddannet på Forfatterskolen. Debut som forfatter i 1992 med digtsamlingen 'Et stykke tid'. Modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 1996. Han har skrevet ti bøger, digte og romaner og har været formand for forlaget Arena. I 2005 udsendte han kriminalromanen 'Om et øjeblik i himlen', skrevet sammen med forlagsredaktør Simon Pasternak, Gyldendal. Tredje bind i serien, 'Jeg er ikke her', udkom i 2010. Bøgerne er oversat til syv sprog og solgt til filmatisering. Senest udsendte Christian digtsamlingen 'En drøm om kærlighed' (Gyldendal 2013).


Ingrid Nymo 

Født 1992. Underviser på skrivelinjen. Ingrid var selv elev på Testrup Højskole i foråret 2013. I 2016 afgang fra Talentskolens Forfatterlinje – Dansk Center for Kunstnerisk Talentudvikling, Næstved. Ingrid har siden 2011 jævnligt haft poesi trykt i danske litterære tidsskrifter og er desuden redaktør på tidsskriftet HverMandag.


Pernille Abd-El Dayem 

(På barsel i efteråret 2019) Født 1985. Underviser på skrivelinjen. Pernille er uddannet fra Forfatterskolen i 2012 og Bachelor i Litteraturvidenskab. Pernille debuterede med den meget anmelderoste Inden for revet, Gyldendal, 2015. Pernille har bl.a. været redaktør på Donna Wood-genskrivninger, Arena, og har skrevet tekster til Allons-Y, billedkunstneren Hanna Heilmanns tvKunst-udsendelse på DR K.