Kunstlinjen

Kunst på Testrup Højskole

Udforsk dit kunstneriske udtryk i et skabende fællesskab på Testrup Højskoles kunstlinje.
Kunst på Testrup Højskole

UDVIKL DIN KUNSTNERISKE STEMME

Kunstlinjen er både et praktisk og et teoretisk fag, hvor du bruger dine hænder, din krop og dit hoved. På kunstlinjen bliver du bedre til at skabe værker, der kommunikerer et budskab, hvad enten det er en følelse eller en stemning, en personlig historie, en undren eller et politisk budskab. Vi ser kunsten som et felt, der bidrager til verden, og potentielt har berøring med alle områder i livet.

 

VÆRKARBEJDE OG KUNSTNERISK INSPIRATION

Kunstlinjens undervisning kredser om værkarbejdet og gennem vores forskellige forløb, lærer du et udvalg af medier, materialer og kunstformer at kende. Vi arbejder både med fælles øvelser, individuelle idéer og eksperimenter, hvor processen er i fokus. Efter hvert forløb har vi gennemgang, hvor vi deler og oplever hinandens værker. 

Udover at skabe værker finder vi inspiration og research i teoretiske oplæg, artists talks og besøger gallerier og museer i Aarhus og andre steder i landet. 

 

PLADS TIL ALLE NIVEAUER

På kunstlinjen har vi plads til alle både uerfarne og erfarne. Uanset om du har ambitioner om at fortsætte med at lave kunst efter højskolen, eller bare vil prøve det af, bliver det, du laver, taget seriøst.

Struktur og forløb

På kunstlinjen har vi bygget undervisningen op omkring en række medie- og værkstedsbaserede forløb, der for det meste varer en til fire uger. Udvalget af forløb afspejler den nationale samtidskunstscene og tæller blandt andet maleri, skulptur, installation, performance, analog fotografi, grafik, video og tegning. Udbuddet af forløb varierer fra årgang til årgang. Til at undervise har vi vores faste undervisere, men får derudover besøg af gæstelærere, som i undervisningen tager udgangspunkt i deres egen kunstpraksis. Både undervisere og gæstelærere er selv udøvende kunstnere. De seneste par år har vi bl.a. haft besøg af Birgit Bjerre, Gudrun Havsteen-Mikkelsen, Josefine Struckmann, Molly Haslund, Nicky Sparre-Ulrich, Sidsel Seeberg, Siska Katrine Jørgensen og Tam Vibberstoft.

Udstillinger

Formidling af sit værk til en modtager er en stor del af at lave kunst, og vi arbejder derfor også med præsentationen af kunstværkerne.  Mødet mellem beskueren og værket er en vekselvirkning, hvor du kan teste, hvordan dine værker resonerer hos modtageren. På den måde får du mulighed for at blive bedre til at kommunikere din kunstneriske vision.

Igennem et ophold på Testrup Højskole arrangerer vi  forskellige udstillinger og visninger både for resten af højskolens elever og for inviterede gæster. Vi står selv for alt det praktiske med at bygge, installere og ophænge værkerne, ligesom vi selv arrangerer ferniseringen, PR og invitationer.

KUNSTLINJENS VÆRKSTEDER OG FACILITETER

Undervisningen er knyttet til fagværkstederne i det nyrenoverede Kunstens Hus. Lokalerne tæller blandt andet et stort lyst atelier, billedkunstlokale til blandede medier, grafikrum med trykpresse, lysstudio, keramikværksted samt mørkekammer. Som elev på kunstlinjen oplæres du i at bruge værkstederne, som derefter er til rådighed gennem hele dit højskoleophold.

Kunstlinjen har varierende materialer til rådighed og salg afhængigt af planlagte forløb og elevønsker. 

Værkstederne har åbent 24/7, så du har adgang til det i fritiden.

Keramiklinjens faciliteter

Undervisere

Lotte Bækgaard
Lotte Bækgaard
Underviser på kunstlinjen og i valgfaget analog foto. Lotte er uddannet i Fine Art Photography fra The Glasgow School of Art og arbejder til dagligt som billedkunstner. Udover fotografi beskæftiger hun sig med skulptur, installation og performance, og har bl.a. udstillet på KH7 artspace samt performet på Den Frie Udstillingsbygning, KØN og Kunsten. Lotte har orlov på efterårsholdet 2026.
Josefine Struckmann
Josefine Struckmann
Underviser på kunstlinjen. Josefine er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi. Hun arbejder til dagligt som billedkunstner og musiker. Hun arbejder tværfagligt i forskellige medier og beskæftiger sig primært med skulptur, performance, installation og lyd/musik. Hun har blandt andet udstillet og performet på Charlottenborg, Den Frie Udstillingsbygning, Møstings Hus og Roskilde Festival. Fotokreditering: Pernille Emilia Kjær
Hanne Matthiesen
Hanne Matthiesen
Underviser på kunst- og keramiklinjen og i valgfagene keramik og billedkunst. Uddannet på Århus Kunstakademi. Hanne arbejder som keramiker og billedkunstner på sit eget atelier i Aarhus. Udstiller og holder workshops hjemme og internationalt.
Tilmeld dig her
Sommerlukket

Kontoret på Testrup Højskole holder sommerlukket i uge 29. I den periode vil der blive besvaret mails en gang dagligt.

Vi har stadig pladser tilbage på efterårsholdet 2026 med start 6. august. Du kan tilmelde dig her:

.