Det er en kæmpe udfordring at være midt i en skabelsesproces og alligevel skulle vise sit arbejde frem for de andre elever på teaterlinjen, før det føles perfekt og færdigt. Det ved vi godt, og derfor bruger vi tid og energi på at opbygge et omsorgsfuldt og kærligt rum.
Et stærkt og forpligtende fællesskab giver én mod til at skabe og udtrykke sig scenisk og forløse ”det nye” – det endnu ukendte, der ligger i hver enkelt skuespiller.
Kroppens rene udtryk befriet for ord er en spændende udtryksform, som kan forstås interkulturelt, og som har sin egen poesi. Det psykologiske aspekt fortolkes via det fysiske udtryk. Vi arbejder med det hele menneskes fortælling via kroppen i nærværet, timingen og i kontakten med medspillere og publikum.
Vi arbejder med performance som genre og udtryksform. Vi går udenom klassisk karakteropbygning og bruger i stedet egne individuelle kvaliteter og udtryk, performativt og scenisk. Vi bruger metoden Viewpoints og blander genrer og udvikler nye udtryk i krydsfelter mellem billedkunst, arkitektur, installation, body art, dans, ritual og teater. Vi inspireres af omgivelserne ude som inde og arbejder site specific/sted specifikt.
Vi improviserer hver dag og inden for alle teatergenrer. Vi arbejder med sang, rytme og musik og bruger også andre æstetiske virkemidler i improvisationsarbejdet.
Improvisation er en væsentlig del af tekst- og karakterarbejdet. Både i undersøgelsen af teksten, karakteren og i arbejdet med at finde motiverede handlinger i scenen.
Vi arbejder med spilleren som en helhed. Alt afhængigt af tekst og øvrigt koncept benytter vi os af en blanding af fysiske, psykofysiske og analytiske tilgange til at gestalte den hele, troværdige karakter. Karakterarbejdet udfoldes via forskellige skuespiltekniske og teaterpædagogiske tilgange.
”Menneskets krop og psyke kan ikke adskilles. Intet af det, en skuespiller skaber, er udelukkende psykisk eller udelukkende fysisk” (Michael Chekhov, Til Skuespilleren).
Du bliver undervist af en professionel uddannet dramatiker. Du skriver dine egne mono- og dialoger og laver readings for resten af skolen sammen med de andre på teaterlinjen.
Vi bruger metoden Devising til at skabe eget tekstmateriale til øvelser og forestillinger, som vi bygger op fra bunden af.
Komposition, billeder, impuls, rytme, kontakt, partitur og fysik, små og store følelser, små og store undersøgelser, skub og træk, fokus og retning, alvor og leg, Keith Johnstone og Teatersport, åndedræt, stemme, musikalitet, humor, sved, sang, tilstedeværelse, mimage, grundfølelser, Le Coq og Chekov, teater som ritual, din helt egen energi, tekstanalyse, karakterarbejde, sekvensinddeling og fortolkning, instruktion, klassikere og ny dramatik, monolog, dialog, stedspecifik performance, interaktivt og relationelt teater, volapyk, mimik, dramatisk skrivning, devising, remediering, visninger, store og små forestillinger, MasterClass, massage, personlig vejledning, solo og ensemble.
Alt afhængigt af holdet og af aktuelle gæstelærere vil der være mulighed for at arbejde med blandt andet gadeteater, filmskuespil og video, remediering – eksempelvis fra litteratur eller film til teater eller maske- og animationsteater.
Vi benytter os i stor stil af teatertilbud i Aarhus og går sammen i teatret tre til fire gange i løbet af et langt ophold.
I 2024 har vi indviet vores nye lokaler i Kunstens Hus. Du kan derfor se frem til splinternye faciliteter på teaterlinjen.
Vores store teatersal anvendes i den daglige undervisning, til vores forestillinger, til koncerter, turnerende teater samt øvrige arrangementer på skolen.
Teatersalen er en professionel black box med mulighed for fuldstændig mørklægning. I riggen sidder vores LED-lys som består af over 30 lamper med et utal af mulige farvekombinationer og fede effekter. Af tekniske faciliteter rummer teatersalen lyspulte, lydanlæg, højtalere, lift samt projektor og et 6 meter bredt lærred.
På teaterlinjen kan man derfor også afprøve sine evner som teatertekniker- og afvikler.
Det nye tekniske udstyr er en drøm af et set-up, som kan bruges til at skabe både den storslåede stemning eller de mere intime rum, når øvelser eller forestillinger kalder på det. Det er også i teatersalen vi ser film og viser egne filmproduktioner skabt på teaterlinjen eller i fritiden.
Teatersalen kan rumme 149 personer, og den permanente trappe bagerst i rummet fungerer både som publikumspladser og som alternativ scene, når vi vender salen om og spiller her. Trappen forbinder teatersalen med vores prøvesal; en mindre black box og undervisningsrum, som også rummer projektor, lærred og mulighed for lyssætning.