Oplevelsen af højskolesang: Nu ejer du en længsel
Artikel

Oplevelsen af højskolesang: Nu ejer du en længsel

Intet højskoleophold uden højskolesang. Ingrid Nymo, højskolelærer på skrivelinjen, sætter her ord på sin oplevelse med forskellige højskolesange.

Man binder os på mund og hånd

Når vi synger sidste vers af Man binder os på mund og hånd, afspilles en sort-hvid film i mit hoved af en sal med et publikum, der rejser sig op og synger endnu højere. Året er 1940. Mændene er i jakkesæt og kvinderne i simple, praktiske kjoler, som blev moderne i 30’erne. PH-sangen klarede sig gennem tyskernes censur og gav danskerne en frihedssang. Den skjulte betydning i sidste vers satte strøm til et håb og en stolthed, der ellers var kuet af nazisternes brutalitet. Der er noget evigt og storslået ved denne mulighed: at vi i sproget, i sangene, kan skabe en (for overmagten hemmelig) bunker i den kollektive bevidsthed, hvor fællesskabet bevares.  

 

Du kom med alt det der var dig

At Du kom med alt det der var dig blev skrevet af en mand til en anden mand, har ingen betydning for, hvad majoriteten føler, når vi synger den. LGBT eller +, kærligheden er den samme, og til at forstå det, ikke bare med hjernen men også med kroppen, har vi brug for at synge om forelskelse sammen. Pave Frans har netop erklæret sin støtte til homoseksuelles ret til at leve som en familie og indgå ægteskab. Godt nok ikke i kirken men alligevel. Måske en håndsrækning der kan gøre det lidt lettere for mange at indgå i kristne fællesskaber, hvis de har lyst. Måske også lettere at synge med på salmerne. 

 

 

Se nu stiger solen

Når jeg skal holde morgensamling eller fællestime, vælger jeg ofte Se nu stiger solen, hvor solopgangen bliver gjort til et stort, sjæleligt drama. At det bliver morgen, og at vi trækker vejret, er rigelig anledning til at ængstes og dermed kalde på sit mod. Salmen hjælper mig med at tage al min usikkerhed med op på talerstolen, fordi den minder mig om, hvor menneskeligt det er at tvivle og være nervøs. At tale foran en forsamling er (for de fleste) en oplevelse af intens eksistens, og her er det godt med et lille fiks af bibelsk storladenhed. 

At synge sammen må være et af de stærkeste udtryk for det almenes fællesskab, jeg kender

Der var engang nogen, der sagde, jeg kan ikke huske hvem (sikkert mange), at civilisationen er en tynd fernis over den sump af dyrisk egoisme, vi alle rummer. Vi har, med andre ord brug for det almene og den empati, det installerer i os, for ikke at begynde at myrde løs på hinanden ved førstgivne lejlighed. At synge sammen må være et af de stærkeste udtryk for det almenes fællesskab, jeg kender.

 

Det løvfald som vi kom så altfor nær

Lige for tiden går jeg rundt i oktoberdagene og beundrer bladenes farveskifte. Efteråret er for mig den smukkeste årstid, måske fordi mine yndlingsfarver er orange og guld. Måske fordi efteråret plejede at indvarsle sneen, som vi ikke længere tør håbe på, og som nok egentlig, med sin kolde, lysende, klare stilhed, ville gøre vinteren til den smukkeste årstid, jeg kendte, hvis den stadig faldt. Som en lille trøst har jeg omskrevet Frank Jægers berømte slutlinjer fra Det løvfald som vi kom så altfor nær, så de kan synges, når træerne er nøgne og alting er gråt:

“Dit blik fik gyldne blade med sig hjem, nu ejer du en længsel efter dem”.

 

 

 

 

Artiklen er skrevet af Ingrid Nymo, forfatter og højskolelærer på Testrup Højskoles skrivelinje og er tidligere bragt i årsskriftet 2020.

Foto: Lars Koue Mogensen

Illustrationer: Årsskriftredaktionen 2020

På højskole til januar?
Til januar afholder vi de to ugekurser Tag og skriv! og Åndens liv.