Hvordan knuser vi ekkokamre og intolerance med dialog?

“Er du tolerant, Özlem?”, spurgte min far, mens han tog sin frakke på i min entré.
Det havde været en hård aften. Vi havde set tyrkisk valg sammen hjemme hos mig og stemningen i stuen havde været højspændt. Min far støtter den tyrkiske præsident Erdogan, mens jeg modtager trusler for at kritisere selvsamme præsident på sociale medier. “Selvfølgelig er jeg tolerant”, svarede jeg.
Det kunne være mit mellemnavn. Jeg var et åbent og rummeligt menneske. Sådan så jeg i hvert fald mig selv. Den eneste grund til, at familien var samlet til valgaften hos mig, var, at min far og jeg havde indgået en fredsaftale. Min mor ville kun være med, hvis vi lovede hende, at vi ikke ville kommentere, hvad vi så i fjernsynet, da vores uenigheder var så store, at det ødelagde familiefreden.

Tyrkiske valgaftener er ikke forskellige fra danske. Der bliver spist, drukket, råbt og debatteret på livet løs. Men den kolde novemberaften i 2015 var der ikke meget varme. Vi talte hverken om exitpolls eller valgresultatet. En gang imellem kunne jeg se, at min far knyttede sin hånd under bordet og hviskede masallah, et udtryk, der betyder: Gud må bevare det gode. Andre gange var det mig, der havde svært ved at skjule min begejstring over, at oppositionen vandt frem i storbyerne.

Der kom ikke det magtskifte i Tyrkiet den aften, som jeg havde håbet på. Min far kunne ikke længere styre sin glæde, og efter præsidentens sejrstale sagde han højt: “Vi vandt,” mens han løftede begge arme i vejret af begejstring. Mit kropssprog var helt modsat. Jeg var næsten sunket sammen i sofaen. “Vi har begge tabt,” sagde jeg grådkvalt. “Vi har begge tabt, far. Den mand, der blev valgt, er grunden til, at vi som datter og far har siddet en hel aften og ikke talt sammen.” Jeg kunne se at min konklusion overraskede ham. Tilfredsstillelsen voksede i min krop. Mit hold havde tabt valget, men jeg kunne i det mindste vinde over min egen far. “1-0 til mig”, tænkte jeg. Senere, da han havde fået sin jakke på ude i entréen, fortsatte han: “Hvordan kan du betragte dig selv som tolerant, når du har så svært ved at rumme, at jeg stemmer anderledes end dig?” Jeg var mundlam. Anede oprigtigt ikke, hvad jeg skulle svare. Han virkede heller ikke synderligt interesseret i at få et svar, for inden jeg nåede at reflektere, sagde han farvel og lukkede hoveddøren efter sig.

Min simple konklusion dengang var, at min far var uden for pædagogisk rækkevidde. Det var hans skyld, at der ikke var en bro mellem ham og mig. Så længe, han ikke kunne indse, at jeg havde ret, havde vi ikke så meget at tale om.

I årevis lå jeg i krig med min far, samtidig med, at jeg drak dialogkaffe med fremmede, der sendte mig hademails. Jeg holdt foredrag i hver en flække i Danmark om, hvordan man kan tage et personligt ansvar for samtalen, mens jeg gravede kløften dybere til ham. Jeg insisterede på samtalen med andre og fik at vide, hvor modig jeg var. Alt for længe manglede jeg modet til at drikke dialogkaffe med min egen far, fordi det er sværest med dem, man elsker eller holder af.

Det har jeg skrevet om i min seneste bog Tak for Kaffe – den svære kunst at tale sammen. I den prøver jeg at give læserne konkrete redskaber til, hvordan de kan rumme uenigheden. Men svære samtaler kræver mod, og uanset hvor mange værktøjer man samler sammen, fordrer de i sidste ende en personlig overvindelse. Tør man blive latterliggjort, afvist eller såret? Mange samtaler strander, fordi vi ikke tør tage dem. Vi er bekymrede for reaktionen, føler os usikre eller er bange for at blive upopulære. Der kan være en million grunde til at undgå samtalen. Uanset om det er familiemedlemmer eller venner fra Testrup Højskole, man er uenig med, er man nødt til at mobilisere energien til samtalen, for risikoen er værd at løbe.

Foruden at mødes med sin modsætning, uden at bryde ud af sit eget ekkokammer, så tror jeg oprigtigt ikke på, at man kan træne sin tolerance. Ingen mennesker er født tolerante, men vi kan trøste os med, at det er en evne, langt de fleste af os kan lære. Det kræver mod at blive udfordret. Og mod er ligesom tolerance. En evne, som vi heller ikke er født med, men som kan styrkes med træning. Derfor lover vi børnene, at de ikke dør af at optræde. Senere står de med en guitar i hånden og får den samme erfaring. Gennem ungdommen fortsætter de med at presse sig selv ud i situationer, hvor de rykker grænserne for deres mod. Men desværre sker der noget med mennesker, når de bliver voksne. Så glemmer de lidt, at mod er ligesom muskler. Det mister sin styrke, hvis det ikke bliver udsat for pres.

Jeg kan forsikre jer om, at uanset hvor umulig, smertefuld, frustrerende og uforløst en samtale er, så overlever man den. Og hvis man griber det rigtigt an, kan den svære samtale endda åbne op for en forandring og en udvikling. Både i relationen, men sandelig også i en selv. Som professor i journalistik Jørgen Bloch-Poulsen rammende har formuleret det, skal der være tre grundlæggende ønsker til stede i en dialog:

• at dele ud (SHARE): et ønske om sammen at høste af hinandens erfaringer.

• at være modig (DARE): et ønske om sammen at finde et nyt grundlag for at problematisere egne og andres grundlæggende antagelser

• at være omsorgsfuld (CARE): et ønske om at tage hånd om dem, man er i dialog med

Der vil utvivlsomt være dialogkaffer, der ikke lykkes, uanset hvor meget du forsøger. Relationer, der ikke kan reddes. Ord, der kan misforstås, misfortolkes og misbruges, fordi uenigheden er for stor, eller fordi I ikke kan være enige om at være uenige. Vi er alle fejlbarlige. Men jeg synes alligevel, man skal prøve. Broer mellem mennesker er ligesom de fysiske – de kan tage år at bygge, men når de først står der, er de svære at rive ned igen. Derfor er det afgørende, hvis man ønsker at forandre verden, at starte med at bevæge sig selv. Derfor er mit spørgsmål til dig:

Er du modig nok til at undersøge, hvor tolerant du faktisk er?

Artiklen er skrevet af Özlem Cekic, uddannet sygeplejerske, forhenværende politiker, nuværende rådgiver, foredragsholder og forfatter.

Illustrationer: Årsskriftredaktionen 2021