Artikel

Den politiske samtale holdes sammen af evnen til at afgive løfter

Her kan du læse forstander Simon Axøs velkomsttale afholdt på grundlovsdag på Testrup Højskole, 5. juni 2023

Evnen til at afgive løfter

Den tysk/amerikanske tænker Hannah Arendt skrev i værket Menneskets vilkår fra 1958, at den politiske samtale og det offentlige rum holdes sammen af vores evne til at afgive løfter. Hvis ikke vi kunne afgive løfter, vil en samtale ikke være mulig mellem mennesker. Det gælder i vores private liv, såvel som i det offentlige liv. Løfteafgivelsen gælder ikke kun politikere og deres valgløfter op til et valg, eller når befolkningens gunst i øvrigt skal vindes. Løfteafgivelsen skal forstås helt fundamentalt på den måde, at mens jeg står her og taler, så afgiver jeg samtidig det uudsagte løfte, at I kan fæstne lid til det, jeg siger. Det betyder, at jeg oprigtigt selv tror på det, jeg siger og siger det med forventningen om, at I tager det, jeg siger for pålydende. Det er den basale forudsætning for, at vi kan forstå hinanden og være enige eller uenige med hinanden. Og det er forudsætningen for en demokratisk offentlighed.

 

Tilværelsens uforudsigelighed

En gang imellem indtræffer der omstændigheder i verden eller i vores sjæleliv, der gør, at vi ikke kan holde det, vi lover. Vi bryder ægteskabsløfter, løfter over for vores børn, løfter over for kollegaer på arbejdspladsen, og vi oplever ikke at kunne holde en aftale over for en god ven. Sådan er det, mennesket er fejlbarligt, og hændelser kan uforudset ændre vores livssituationer både i små og store skalaer. Det gælder også i den politiske sfære, hvor store pandemier, høj inflation, krig i Europa og andre pludselige skift kan forandre det politiske landskab og gøre det svært at opnå det, man oprindeligt har udmeldt, tilstræbt og stillet andre i udsigt. Det er der som regel forståelse for, og lige så vigtigt som evnen til at afgive løfter er, ligeså vigtig er menneskets evne til at tilgive, skriver Arendt. Også tilgivelsen holder vores fælles verden sammen.

 

(...) Hannah Arendt skrev i værket Menneskets vilkår fra 1958, at den politiske samtale og det offentlige rum holdes sammen af vores evne til at afgive løfter. Hvis ikke vi kunne afgive løfter, vil en samtale ikke være mulig mellem mennesker.

Tilgivelsen udspringer af livstillid

Tilgivelse er en størrelse, vi ikke kan tage for givet eller kalkulere med i vores handlinger. Den udspringer spontant af en tillid til livet og dem omkring os, og rinder fra en sårbar kilde. Det er altid personen, man tilgiver, og ikke personens handlinger. Jeg tilgiver dig – ikke din utroskab! Tilgivelsen grunder i en forunderlig livstillid, der bekræftes af mennesker omkring os, og som i og med tilgivelsen viser sig at være større og mere betydningsfulde end svigtet. Tillid udfolder sig først og fremmest mellem mennesker, og kun fordi vi kender til tillid mellem mennesker, kan vi vide, hvad det vil sige at have tillid til systemet. Vi kan ikke gå den anden vej og slutte fra en systemtillid til mellemmenneskelig tillid. Tilliden forstås og næres først og fremmest af det konkrete møde mellem mennesker. Det er fordi, vi kender til denne tillid mellem mennesker, at vi kan forstå og tilgive systemsvigt, når borgere eksempelvis får udbetalt uberettigede varmechecks.

 

Når sandheden opgives som ideal

Tillidskrise opstår ikke i sig selv af løftebrud, eller at man må opgive det, man tidligere har lovet. Som nævnt kan kriser pludselig forandre det politiske og sjælelige landskab. Krisen opstår, hvis det viser sig, at sandhed ikke på noget tidspunkt i samtalen eller nærværet har været et ideal, noget man har bestræbt sig på. Hvis holdninger, tilkendegivelser, ytringer, løfter og handlinger forvandler sig til strategiske udmeldinger eller slet og ret tavshed, visner troen på en oprigtig samtale. Hvis man som borger vænner sig til, at oprigtighed og sandhed slet ikke er værdifuldt, men i bedste fald udtryk for gode manerer, resignerer man ikke blot på valgløfter, men på ethvert politisk udsagn og til hver en tid. Også når der ikke er valgkamp eller andre pålidelighedskriser. Dermed eroderer den demokratiske offentlighed og respekt for hårdt arbejde bliver til apati overfor taktik. Og sagt i parentes: de virkelige fake news bliver endnu sværere at få bugt med, hvis vi kæmper med sandhedskravet allerede i den samtale, der skal forholde sig til de falske nyheder.

 

Krisen opstår, hvis det viser sig, at sandhed ikke på noget tidspunkt i samtalen eller nærværet har været et ideal (...)

Ny regering, afskaffelsen af Store Bededag og NATOs næste generalsekretær.

I denne sammenhæng er problemet eksempelvis ikke, om Venstre skulle danne regering med Socialdemokratiet eller ej. Den offentlige resignation opstår, fordi borgerne ikke kan fæstne lid til det, der bliver sagt om en sådan regeringskonstellation inden et valg. Miseren er heller ikke, hvorvidt afskaffelsen af Store Bededag var det rigtige eller forkerte sted at hente penge til velfærd. Tillidsbruddet består i, at man ganske enkelt ikke kan fæstne lid til politikernes udlægning af, hos hvem, hvornår, og hvordan ideen er opstået og modnet. Hvorfor ikke det? Fordi det politiske ønske om at drøfte dette forslag offentligt har været helt fraværende. Et tredje og dugfriskt eksempel. For tiden lytter vi alle sammen på, at landets statsminister ikke er kandidat til stillingen som ny NATO-generalsekretær, og ikke er ude at søge nyt job. Eller lytter vi overhovedet længere? Folk, der kan huske da Uffe Ellemann meddelte sit NATO-kandidatur, og ikke fik stillingen ved, at det skal man ikke meddele offentligt. Og stillingen som generalsekretær slås i øvrigt ikke op, hvorfor man heller ikke formelt kan melde sig som kandidat. Problemet her er ikke, at statsministeren i næste måned måske får nyt job og dermed svigter det nye regeringssamarbejde. Svigtet består i, at der på intet tidspunkt har været et ønske om oprigtighed eller stræben efter sandhed i udmeldingerne fra statsministeren. Befolkningen kan ikke tro på statsministerens udmelding om NATO-jobbet, og det ved både statsministeren og befolkningen. Løftet om, at man ikke er kandidat til et nyt job, er på forhånd tomt. Den type eksempler på, at sandhed og oprigtighed helt opgives som idealer og rettesnore, er i hastig vækst og ligefrem proportional med befolkningens dalende systemtillid og tro på en politisk offentlighed.

 

 

Når skillelinjen mellem sand tale og strategisk udmelding udviskes

Ovenstående analyse mødes ofte af overbærende smil fra den politiske embeds- og rådgiverstand. Idealet om oprigtighed i samtalen er sødt, forstås, og hamrende naivt al den stund, at der er politikområder, der ikke tåler dagens lys og smuldrer, hvis de kommer frem i offentligheden. Det gælder eksempelvis landets sikkerhedspolitik, efterretningsarbejde og forsvarssamarbejder på tværs af landegrænser. Samtidig må man udvise smidighed overfor diplomatiske øvelser, hvor resultater altid er vigtigere end noget så arkaisk og middelalderligt som sandhed, ære og selvrespekt. Selvfølgelig kan en statsminister ikke plapre ud med sine jobønsker – det gør vi andre dødelige heller ikke. Og selvfølgelig kan traditionelle regeringspartier som Venstre og Socialdemokratiet ikke melde afskaffelsen af en helligdag ud inden et valg. Det ville være politisk selvmord, ligesom det ville være for Venstre at foreslå Socialdemokratiet som ny regeringsmakker. Det er ikke alt, der tåler dagens lys før det er bagt færdigt.

Alt dette er uden tvivl korrekt. Der er områder, der bliver nødt til at være omgærdet af fortrolighed og tavshedspligt, ligesom det er tilfældet i andre hverv fra pædagog til præst og læge. Det er uden tvivl rigtigt, at nogle resultater bedst opnås ved at holde sandheden tilbage og ikke melde ud, hvor man står i en given sag. Den taktik kender de fleste af os til, når vi skal tiltrække en anden persons opmærksomhed eller gøre vores hoser grønne på jobmarkedet eller entrere nye attraktive sociale netværk.

Problemet er ikke, at noget kan siges, mens andet må holdes tilbage eller transformeres til løgn. Problemet er, at befolkningen ikke længere kan drage skillelinjen mellem de to typer af politiske diskurser og logikker. Med mindre man har 20 års erfaring som embedsmand eller politisk analytiker kan man ikke navigere i den politiske retorik og drage skellet mellem, hvornår der bliver talt oprigtigt, og hvornår taktikken og strategien råder. For at vende tilbage til Hannah Arendt og løftet betyder det, at selve fundamentet for samtalen, herunder, at I kan tro på det, jeg siger fra talerstolen lige nu, smuldrer. Det samme gør tilgivelsens mulighed. Hvis jeg samtidig ved, at det forholder sig sådan, mens jeg står og taler, bliver min henvendelse til jer ligegyldig, og jeg mister selv evnen til at lytte til andre – særligt magthaverne. Dermed eroderer samtalens mulighed og den demokratiske offentlighed, og folk finder andre ikke-samtalebaserede måder at være politisk aktive på.

Problemet er ikke, at noget kan siges, mens andet må holdes tilbage eller transformeres til løgn. Problemet er, at befolkningen ikke længere kan drage skillelinjen mellem de to typer af politiske diskurser og logikker.

Tag afsked med strategen – Grundloven hylder muligheden for oprigtighed

Lad Grundlovsdag i dag være anledning til i fællesskab at besinde os på den pålidelighed, åbenhed og ærlighed, ja den ordentlighed, der hører demokratiet og menneskelivet til. Det gælder i det nære, såvel i det store. I familien, blandt vennerne og på arbejdet, såvel som i den demokratiske offentlighed. Det gælder ikke bare de folkevalgte og andre indflydelsesrige personer i Kongeriget, men os alle sammen. Når strategen i os selv får overtaget reducerer vi de andre til et middel for egne mål, og dermed visner samtalen og muligheden for at være enig eller uenig. Det gælder os alle, og hvem kender ikke til at gå på akkord med sandheden, fordi det afværger en konflikt eller gør vejen til målet kortere? Lad os som modtræk til strategitænkningen og den lille strateg i os selv, bestræbe os på, at det vi siger, det mener vi. Og omvendt, at det vi mener, det skylder vi til gengæld også at meddele dem omkring os, i stedet for at fægte med dunkle og dobbelttydige udsagn. Selvom det langt fra er gode nyheder vi skal konfronteres med i de kommende år, skal de siges på forkant. Vi som befolkning og demokratiske borgere kan godt holde til det. Løftet i samtalen og tilgivelsens mulighed udspringer begge af tillid mellem mennesker og tro på samhørighed, og det politiske alternativ til dette er langt værre.

 

Rigtig godt Grundlovsmøde!

Senstart i marts 2025

Vil du på Testrup Højskole i foråret 2025? Senstart 2. marts 2025