Opskrift

Tomatsuppe med peberfrugt

Opskrift fra sommerkurserne 2023

Vi har serveret denne smagfulde tomatsuppe med peberfrugt i løbet af sommerens korte kurser. Den egner sig både til at blive nydt kold og varm, så det er op til temperament og temperatur, hvordan den skal serveres. 

 

Det skal du bruge:

4 modne bøftomater, vasket og hakket groft (eller 350 g hakket tomat på dåse)

2 store, røde peberfrugter, vasket og skåret i 5 cm store tern

1 stængel bladselleri, vasket og skåret i 1 cm skiver

1 rødløg, pillet og skåret i 8 både 

2 fed hvidløg, pillet

1 rød og grøn chili, vasket og skåret i tynde skiver

1,5 dl koldt vand 

1 spsk. balsamico eddike

1 tsk. farin

1 tsk. Tabasco 

2 spsk. koldpresset olivenolie

Salt og peber

Tilbehør:

Creme fraiche, tilberedt peberfrugt og chili

 

Sådan gør du: 

  • Tænd ovnen på 230 grader, almindelig ovnvarme.
  • Kom tomaterne op i en rummelig gryde.
  • Kom bladselleri, rødløg, hvidløg (hele fed) og chili op i et ildfast fad og tilsæt olivenolie og groft salt. Bland alt godt sammen. Stænk med Tabasco. Læg peberfrugtternene ovenpå, så de dækker de øvrige grøntsager, og sæt fadet i ovnen på midterste rille.
  • Lad grøntsagerne bage i cirka 20 minutter, til peberfrugterne får sporadiske mørke pletter.  
  • Når grøntsagerne er bagte, tages et par stykker peberfrugt og chili fra til anretning. Kom de resterende grøntsager i gryden med tomater. Tilsæt vand og blend, indtil suppen samler sig. 
  • Smag suppen til med balsamico, farin, salt, peber og eventuelt mere Tabasco. 
  • Suppen kan lunes op og serveres rygende varm, eller køles ned og spises iskold.

Tilmeldingen til sommerkurserne er åben

Vil du bruge din sommer på Testrup Højskole?