Lea Korsgaard: "Gå til højskole, som om det er et stort, indbydende, fantastisk, lækkert bord" -
Portræt

Lea Korsgaard: “Gå til højskole, som om det er et stort, indbydende, fantastisk, lækkert bord”

Lea Korsgaard, chefredaktør på den digitale avis Zetland, er tidligere elev fra Testrup Højskole. I år 2000 gik hun på højskolens skrivelinje. Portrættet her er skrevet af to elever fra efterårsholdet 2018 og trykt i vores elevmagasin Tusmørkezonen. Selvom artiklen er et par år gammel, synes vi den fortjener at blive delt her. Rigtig god fornøjelse.

 

Lea som Testrupelev

Som Testrupelev kan det til tider være svært at forestille sig, at der findes et liv efter højskolen. Omvendt er det mindst lige så svært at forestille sig, at mennesker ude i den virkelige verden også engang har levet i Testrupboblen. Derfor får vi som noget af det første ridset op, hvordan Lea egentlig var, dengang hun gik rundt på Testrup Højskole:

“Jeg var en meget hoppende, begejstret, entusiastisk højskoleelev, som kastede mig frådende ud i højskolelivet. Jeg kan se mig selv i en lilla nederdel, som jeg altid gik rundt i, som blev strammere og strammere.”

Lea er vokset op på Gerlev Idrætshøjskole, så højskoleånden kendte hun allerede hjemmefra. Det er derfor noget andet end fællesspisning, hun særligt tænker på, når hun skal sætte ord på, hvad hun har taget med fra Testrup Højskole. “Helt ny viden,” konstaterer hun og tilføjer:

“Litteratur og måder at se verden på, som jeg ikke vil kunne have fundet andre steder, og som blev helt afgørende for, hvem jeg er i dag. Undervisningen var i kæmpe høj kvalitet. Jeg blev introduceret til avantgarde-litteratur, franske ekspressionister og den danske modernistiske tradition. Det var en hel ny verden, der åbnede sig for mig. Vildt udfordrende og sindssygt spændende.” 

“Jeg tror, at ens sociale fantasi er en muskel, som skal trænes og stimuleres og øves, og det får man virkelig på højskoler.”

Foruden at gå fra højskolen med en vidensballast og en udvidet horisont, pointerer Lea, at højskolelivet i lige så høj grad styrker ens sociale kapacitet:

“Jeg tror, at ens sociale fantasi er en muskel, som skal trænes og stimuleres og øves, og det får man virkelig på højskoler.”

 

Auguku

Selvom Lea har taget mange litterære og sociale oplevelser med fra sit højskoleophold, så er det ikke kun det, der har gjort, at Testrup Højskole i dag har en stor plads i hendes hjerte. “Auguku”, som de årlige augustkurser bliver kaldt, er Lea gennem mange efterfølgende somre blevet ved med at vende tilbage til skolen for at deltage i.

“Auguku var årets højdeflyver af en turboraket, der igangsatte resten af året, hvor vi blev ved med at mødes og var en klump af augustkursuselever, som hang ud og var fuldstændig flettet sammen som ærtehalm.”

Det var ikke kun venskaber, Lea knyttede i løbet af augustkurserne. Også hendes bedre halvdel er tidligere tesser:

“Jeg mødte min mand på en forårsweekend, og så lagde han an på mig gennem et helt halvt år. Det endte med, at jeg blev dybt forelsket i ham på et augustkursus. Så hvor det lange forløb har forplantet sig som en vidensbalast, har augustkurserne betydet enormt meget for mig, ikke mindst på kærlighedsfronten.”

Lea uddyber, at man, for hende at se, ikke kun er en del af Testrup, når man går der. Man bliver ved med at være Testrup siden hen. Der er noget utroligt smuk ved, at så mange mennesker er Testrup og føler sig nært knyttet til skolen.

En tilværelse med højskolementalitet

Højskolesang er et af de faste indslag på Zetlands redaktionsmøder. Derudover går Lea altid til sit arbejde med en stor Ja-energi, som hun har taget med fra højskolen.

“Det er den måde, højskolen går til tilværelsen på, som jeg har med mig på Zetland,” forklarer Lea. “Altså at man står op og tager ansvar og går begejstret til opgaverne og begejstret til tilværelsen og tror på, at det nytter. Tror på, at den tilværelse, vi har fået givet, skal bruges på noget dybt meningsfuldt, fordi det er så stor en gave, at vi har fået den forærende. Dét gennemsyrer meget tankegangen og kulturen her på Zetland. Vi tror desuden på det fysiske møde mellem mennesker. Så selvom vi er en digital avis, så har vi også mange live-arrangementer, hvor vi mødes fysisk med dem, som vi laver avis for og sammen med, fordi det talte ord i et fysisk rum, hvor vi er til stede sammen, bare altid vil trumfe det skrevne.”

På en højskole er man for det første konstant forpligtet over for sig selv og over for det nære fællesskab, som regner med en, for højskolen fungerer kun, hvis man er forpligtet på den, hinanden og fagene. For det andet kan højskolen gøre os bevidste om vores værdier, vores historie, de vigtige eksistentielle spørgsmål, som er afgørende at få stillet sig selv som menneske.

“Det er jo på en højskole,” tilføjer Lea, “at man bliver konfronteret med det forpligtende fællesskab og dermed også får mulighed for at blive sig sine egne værdier bevidst og dermed også at forankre sig i de værdier.”

 

Need to frem for nice to do

Højskoler kan være et rum for at udvide ens faglige kapacitet. Et rum for at blive bevidst om sine værdier og ikke mindst et rum, som sætter ens sociale muskel i ypperste topform. Højskoler kan sætte rammerne om kreative, seriøse og reflekterende rum, men hvad er eller bør meningen være med højskoletraditionen foruden muligheden for at gøre fritidsinteresser til dagligdag? For Lea er det klart:

“At løfte en dannelsesopgave, som rækker udover middelklassens børn. Jeg tror, vi skal passe på med at gøre højskoletraditionen til, at det bare er nice to do for dem, der har råd, men i endnu højere grad gøre højskole til et need to for dem, som skal videre i livet. Jeg tror jo ikke, at der på nogen som helst måde skal være en fælles måde at gøre det på – jeg tror, at hver højskole må stille sig det spørgsmål: Hvordan er det, vi får så mange som muligt i tale?”

Herefter tilføjer Lea, at det netop er i denne her tid, hvor vi risikerer at forskanse os i hver vores verdensforståelse og verdensbillede, at højskolerne kan være med til at løsne stereotype forestillinger op. Hertil konkluderer Lea at:

“Højskolen kan blive et sted, hvor man møder hinanden på kryds og tværs, af ikke bare geografi og køn, men også af klasse. Ligesom at højskolen var bannerfører i den demokratiske bevægelse, så skal højskolen i dag også være bannerfører for de dagsordener, som er vigtige for kloden lige nu.”

Æd det!

Lige inden vi siger farvel til Lea, spørger vi hende, om hun har et råd til os og andre højskoleelever. Det summer hun over et kort øjeblik, men så kommer svaret noget uventet;

“Æd det”. Hun fortsætter; “Æd det og bliv ved med at æde det. Gå til højskole, som om det er et stort, indbydende, fantastisk, lækkert bord med vidunderlige retter, fordi det er det, det er. Så kan det godt være, at der ude i det ene hjørne står en ret, der lugter, og som man umiddelbart ved første øjekast tænker ikke er noget for mig, men den skal man også spise, for det ender med at være den, der viser sig at mætte mest.”

 

 Portrættet er tidligere trykt i Tusmørkezonen og skrevet af Anne Sophie Warberg Hækkerup og Sofie Hoppe Søe, elever fra efteråret 2018.

Illustrationer: Årsskriftredaktionen 2020.

På højskole til januar?
Til januar afholder vi de to ugekurser Tag og skriv! og Åndens liv.