Om at være højskoleelev
Vejen til højskolelivet
Jeg sidder i bilen på vej til min højskole. Min nye hverdag, mit nye hjem og en ny og frisk start. Jeg er både spændt og nervøs. Jeg får hele tiden lyst til at sige til mine forældre, at de skal vende om, køre hjem, så jeg kan vende tilbage til alt det, jeg kender – alt det trygge og vante. Men jeg husker hele tiden mig selv på, hvorfor jeg har valgt at tage på højskole. Hvorfor jeg sidder i denne bil med fuld oppakning. Til hvad jeg håber på bliver de bedste måneder i mit liv. For det er jo det, man siger. At højskole er det bedste, og at tiden er fantastisk – lidt ligesom at svæve på en lyserød sky. For mig er det delvist rigtigt.
Jeg valgte at tage på højskole af flere forskellige årsager. Både for at lære en masse nyt omkring musikken, som er dét, jeg dyrker. Men mest af alt for at være sammen med en masse nye, inspirerende mennesker, og få mange nye venskaber. Jeg ønskede også at lære mere om mig selv som menneske, dyrke mig selv og ikke mindst udfordre mig selv.
Jeg husker den første dag som var det i går. Der var høj solskin, og en masse spændinger og nervøse grin i luften. Mine forældre og jeg pakker bilen ud. Vi går mod mit nye værelse og mit nye hus, og vejen føles pludselig så lang.
Jeg ankommer til huset, ”Folkehjem”. Jeg står ude foran, og jeg bliver vist hen til mit værelse. Hvem mon jeg vil møde? Vil jeg være den første på værelset eller den sidste? Jeg ser, jeg skal bo sammen med to andre piger. Sophia er den første på værelset. Hun møder mig med et smil, og viser mig hvor jeg skal gå hen for at få et navneskilt og få taget billede. Jeg føler mig meget velkommen og taget godt imod fra første dag. Lidt senere på dagen ankommer Victoria, min anden værelseskammerat. Vi hilser på hinanden og går samlet op til det næste sted, vi skal være efter at have sagt farvel til vores familier.
Jeg føler mig allerede meget godt tilpas og ”hjemme”, og er rigtig glad for mine to værelseskammerater. Jeg kan huske ængstelsen og nervøsiteten inde i spisesalen, da vi skulle have vores første måltid sammen. Og hold nu op hvor laver det køkken altså bare god mad! Tænk, at dét her bliver vores ”hjem” i de næste 19 uger! De første dage flyver afsted. Der er drøn på, og der er arrangeret en masse fede aktiviteter som lærerne har stået for. Man bliver helt væltet omkuld af indtryk og oplevelser, men, nøj, hvor er det også bare fedt! Og hvor bliver der hurtigt skabt mange gode og sjove minder allerede fra starten af.
Fællesskab og alenetid
Fællesskabsfølelsen bliver hurtigt etableret. Ét af de steder som jeg virkelig føler er med til at skabe et godt fællesskab og sammenhold, er når vi hver morgen mødes til morgensamling og synger en sang sammen. Det at være samlet om noget og bare sidde og synge og høre de forskellige stemmer, der fylder rummet op på hver sin måde, er for mig fantastisk. Højskole er virkelig bare indbegrebet af fællesskab, sammenhold, venskaber og hygge.
Men det som man godt kan komme til at glemme, og som jeg heller ikke rigtig havde tænkt over, før jeg startede her, er, at det også kan være rigtig hårdt at gå på højskole. Man kan ikke altid svæve på den lyserøde sky, og hver dag kan ikke altid være lige fed og god. Der vil altid være både gode og dårlige dag, og det vil komme til at gå op og ned, for nogen mere end andre, og det er også helt okay. Det er i hvert fald nogle erfaringer, jeg har gjort mig, mens jeg går her. Jeg er stadigvæk ved at lære, at det er okay at have off dage, for det vil man også have uden for højskolen. Vi er bare mennesker.
Jeg er selv blevet meget overrasket over, hvor meget energi man bruger på at være sammen med mennesker, og hvor meget man egentlig giver af sig selv hver eneste dag. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, hvordan man har det i større forsamlinger. Og der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert.
Jeg har også off dage, og nogle gange flere end jeg havde håbet på. Jeg føler mig også nogle gange alene, selvom jeg er sammen med over 130 mennesker hver dag. Det er tit i store forsamlinger, at man kan føle sig allermest alene. Men jeg er også ved at lære at acceptere, at det er sådan jeg har det, og det er okay at have de følelser. Det er okay ikke at give 100% af sig selv hver dag, for det kan man ikke. Det er okay ikke at smile og være glad hver dag, for det kan man heller ikke. Jo, højskole er fedt, og det er virkelig en oplevelse – blandet med 1000 andre oplevelser for livet. Det er noget helt specielt, og man kan selv være med til at gøre det til noget helt specielt sammen med de mange andre mennesker, der er omkring en. Men det er også okay at sige, at højskole er røvhårdt. Det er okay at trække sig, og gå en tur alene med musik i ørerne eller tage en lur eller sætte sig ned i musik og spille noget – enten alene eller sammen. For det er også en af de mange skønne ting, som en højskole kan.
Der er rum til at gøre det, man har brug for. Der er gode mennesker omkring en, der kun vil dig det godt – både elever og lærere. De fleste, der tager på højskole, gør det også med dét i tankerne – at være en del af noget større.
Et fællesskab. Det må man sige højskole er.
På højskole er der plads til at være lige præcis dén, man er. Der bliver ikke set skævt på noget eller nogen, for hver stemme og tilstedeværelse tæller i det store hele, og er guld værd. Man skal måske se det lidt som et korthus. Når først ét kort vælter, bliver resten af huset mere ustabilt – for til sidst at vælte. Vi er alle lige meget værd. Det er noget, jeg stadig er ved at lære, men er godt på vej til at gøre.
Det har jeg lært på højskole
Når jeg sidder og skriver dette, lidt over en måned inden vi stopper på højskolen, kommer jeg til at tænke på alt det, jeg har oplevet – fra studietur, til timerne, valgfagene, kulturcaféer, fester, spontane ture til Aarhus, hyggeaftener, sangaften, måltiderne, morgenmad i husene, husgruppehygge, de forskellige udvalg, alle de gode snakke, og meget meget mere som højskole rummer. Selvom jeg på dette tidspunkt også føler mig meget træt, så kan jeg ikke andet end at smile. Jeg føler mig så heldig og priviligeret over at få lov til at opleve alt det her, og få lov til at dele oplevelsen med nogle skønne mennesker, som også gerne vil højskolelivet. Tiden flyver afsted, hvilket godt kan skræmme mig meget, og stresse mig på en måde, da jeg føler, der er så meget, jeg gerne vil nå endnu. Men det at tiden går hurtigt, tænker jeg kun er et godt tegn. Det betyder, vi får én på opleveren. Jeg har også lært, at man ikke kan blive gode venner med alle og lære alle 134 elever godt at kende. Det er der hverken tid nok til, og så er det også noget nær umuligt.
Dét, jeg har lært, og stadig er ved at lære er, at tage én dag af gangen, huske at trække vejret, prøve at være i nuet, huske på, at man nok skal nå alting, og der er ingen grund til stress. Gribe dagen, hvile i den jeg er og huske på at stoppe op engang imellem. Det er okay at sige fra og trække sig. For det er der også plads til på en højskole. Det kan rumme det hele.
Til sidst vil jeg bare sige; du skal nok nå det hele. Husk på, at det er okay ikke altid at være okay. Vær dig selv og husk, at den du er, er helt perfekt, og du er lige så meget værd som alle andre. Mærk efter, hvad du har behov for og hvornår. Nyd tiden, du er her, og få det bedste ud af det hele. Husk på, at i morgen er en ny dag.
Højskole er for fedt! SÅ NYD DET!
Tekst: Emma Poort Nielsen, elev E21
Foto: Line Beck og Lars Koue Mogensen
