ÅNDENS LIV – Arendt og Heidegger – Tænkning til tiden

“At vi i selv den mørkeste af alle tider har ret til at forvente en vis oplysning, og at en sådan oplysning meget vel i mindre grad kan komme fra teorier og begreber end fra det usikre, flakkende og ofte svage lys.”
– Arendt, “Mennesker i en mørk tid”

”Ingen kan påtage sig den andens død… Døden er, for så vidt som den ’er’, væsensmæssigt min enkelte.”
– Heidegger, “Væren og tid”

I anledning af oversættelsen af Hannah Arendts “Mennesker i mørke tider” og 100-året for udgivelsen af Martin Heideggers “Sein und Zeit” i 1927 stiller vi skarpt på Arendt og Heidegger. 

Arendt og Heidegger tænkte med og mod hinanden ud fra en fælles fascination af tænkningens betydning. Som elev stod Arendt på skuldrene af Heidegger, men udviklede samtidig helt og aldeles sit eget afsæt og insisterede på at tænke uden gelænder. 

Hos Heidegger er mennesket kastet ind i verden, mens vi hos Arendt ikke blot er i denne verden, men også er af denne verden. Det er Arendts glæde over hvert menneskelivs begyndelse, der brydes med Heideggers Sein zum Tode – bevidstheden om, at vi skal dø. Det er spændvidden i betydningen mellem livets uudgrundelige gådefuldhed og dødens uforklarlighed, intet mindre.

Vi fordyber os i Arendt og Heidegger gennem tankevækkende foredrag, morgensamlinger og filosofisk cafe. Derudover kan du se frem til samvær omkring højskolesang, udsøgte måltider, udflugt, og hyggelig bar. For de morgenfriske er der yoga.