Tid til refleksion, tid til identitetskrise

Af Anna Funch Geertsen

Denne artikel er ikke udtryk for Testrup Højskoles holdning. Artiklen er blevet til som en del af undervisningen i valgfaget Journalistik på Testrup Højskole, hvor højskoleelever prøver kræfter med forskellige journalistiske discipliner. Spørgsmål eller kommentarer rettes til højskolelærer og underviser i Journalistik Sille Kirketerp Berthelsen på sille.kirketerp@testrup.dk.

Hvad gør man, når man skal skrive en klumme og ikke ved, hvad man skal skrive om? Anna Funch Geertsen skriver om at starte på højskole og opdage hvor svært det kan være at tænke og skabe selv.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg ved bare, at jeg skal skrive en klumme. Den opgave har vist sig at være sværere, end jeg troede, og har sendt mig ud i et slags identitetsproblem. For hvad optager mig egentlig? Hvad mener jeg? Og hvad undrer jeg mig over, både på hverdagsplan og i verden?

I slutningen af januar startede jeg på Testrup Højskole, hvor undervisningen er indrettet på helt andre måder, end jeg før har været vant til. Det har siden opholdets start sendt mig ud i en række problemer. Vi skal nemlig være kreative, tænke selv, og skabe selv.

Til første undervisningsgang på naturvalgfaget Gå, blev vi stillet spørgsmålet, hvorfor vi havde valgt at tage på højskole, og hvorfor vi havde valgt netop det fag. Jeg brugte hele gåturen den dag på at lede længe og langt inde i mit eget hoved efter svar. Det skulle være et godt, reflekteret svar, som ville resonere med de andre på holdet, lægge sig op ad deres svar, og samtidig skille sig ud. En måde at tænke på, som jeg har brugt de sidste mange år, forskellige steder i det danske skolesystem, på at øve mig i. Gennem min granskning af mit eget valg, gik det op for mig, at jeg ikke har tænkt meget over det. Det har jeg slet ikke lært.

Jeg har derimod lært at lægge uddannelsesplaner for mig selv for at finde frem til den hurtigste vej til arbejdsmarkedet, at indstudere stof i fag af mere eller mindre interesse, og at skrive opgaver på helt bestemte måder. Og siden jeg afsluttede gymnasiet en junidag for halvandet år siden, har jeg ikke haft meget tid til at øve mig i at tænke. Studerer man ikke, arbejder man nemlig. Og jeg har arbejdet hele dagen, alle hverdage, og mange weekender. Derfor har også sabbatåret bragt mig i identitetsproblemer. Jeg har ikke haft tid til at tænke over, hvem jeg er, når jeg ikke går i skole. Eller over hvordan jeg har det. Og hvad jeg skal bruge min tid på.

Selvom højskolen ofte føles som et sted adskilt fra omverdenens tid og sted, falder snakken en gang imellem på fremtidsplaner, kvote 2-ansøgninger og rejsedrømme. Og her kan jeg nogle gange, ligesom da denne opgave blev stillet, føle mig nærmest tom.

At starte på højskole, har været at blive konfronteret med disse valg, men mest af alt med mig selv. I et fællesskab som højskolens, har jeg nogle gange følt mig som det blanke papir, jeg i dagevis har kigget på, for at skrive denne klumme. Her skal jeg defineres på ny gennem andre, findes af nogen gennem noget, som højskolens forstander Simon Axø sagde det den første dag. Det er både angstprovokerende og spændende. Jeg ved ikke altid hvad jeg skal skrive, eller hvorfor jeg har truffet et valg. Hvad der optager mig, eller hvad jeg mener. Men måske det også er i orden at have det sådan.