Klumme: "Jonas Risvig har ikke instrueret mit højskoleophold"

Den kendte instruktør Jonas Risvig har efterhånden skrevet et hav af tv-serier, der portrætterer ungdommen i dag – men er det troværdigt? Eller er der nærmere tale om et glansbillede af ressourcestærke unge uden forbindelse til virkeligheden? Det skriver Anna Polina Jensen om i denne klumme

At se Jonas Risvigs seneste værker som EVIGT og DR´s SALSA er som at gå ind i en alternativ virkelighed, hvor ungdommen er forvandlet til et eksotisk væsen uden forbindelse til den virkelige ungdomsoplevelse. Det er svært at ignorere den tilsyneladende mangel på autenticitet og troværdighed i hans skildringer af unge liv. Jonas Risvig er kendt for sine efterhånden adskillige serier, der portrætterer en idyllisk utopi af et ungdomsliv, jeg i hvert fald ikke kan relatere til.

Den silkeborgensiske filminstruktør debuterede på DR3 i 2015 med dokumentarfilmen Rolig under pres om aarhusianske DJ Static. Kort efter satte Risvig sig selv på landkortet med Da Danmark blev Suspekt om den danske rapgruppe Suspekt. Dokumentaren vandt i 2016 en Zulu Award for Årets Originale TV-program. Selvom Risvig ikke har andet end en studentereksamen fra Silkeborg Gymnasium, har den ufaglærte filminstruktør alligevel formået at opnå anerkendelse for sit filmtekniske virke og æstetiske udtryk. I nyere tid har Jonas Risvig dog lagt dokumentargenren på hylden og gået over til at lave ungdoms-tv. Det føles en smule underligt klistret, taget betragtning at Risvig selv er rundet de 30.

I Risvigs greatest hits som Grænser eller Centrum følger linsen en kurateret gruppe retro-henkastede, københavner-smarte unge, der skal forestille at repræsentere Danmarks ungdom, men de fremstår som stereotypiske karikaturer mere end rigtige mennesker. Fire-fem piger og drenge fra kulturelitens ungdom, der sidder på en kantsten i golden hour og taler om kærestesorger og kedsomhed på en juni aften i et mondænt villakvarter. Hvor er mangfoldigheden? Hvor er kompleksiteten?

Det er ikke at finde i Risvigs arbejde, selvom serierne ofte er lavet i tæt samarbejde med de unge medvirkende og korrespondance med seerne på SOME. Resultatet er for mig at se noget andet end man kunne håbe. Det er ikke et virkelighedsnært stykke socialrealisme, men i stedet et glansbillede fremstillet af ressourcestærke unge og Risvigs egen forestilling om, hvordan han ville ønske, hans egen ungdom havde været. En romantisering af at være ung i forstæderne til Danmarks hovedstad og en utopi, hvor solen altid skinner på dem, der har det lettest.

Der er ingen grund til at juble over historierne i Jonas Risvigs ungdomsserier. For i stedet for at udforske kompleksiteten ved det at være ung eller dykke ned i dybe relevante emner, forfalder Jonas Risvigs plots ofte til at være melodramatiske klicheer og urealistiske konflikter, der oftest efterlader seerne frustrerede mere end berigede.

Jonas Risvig laver ikke bare dårligt tv. Jeg vil gå så langt som at sige, at hans arbejde er en fornærmelse mod den virkelige ungdomskultur, et slag i ansigtet på størstedelen af unge, hvis liv langt fra er lige så glamourøst som Risvigs flotte, dog hjernedøde serie fremviser. Alligevel hører jeg ind i mellem mig selv sige: “Fuck hvor er det Jonas Risvig” når jeg ligger med mine højskolekammerater og svælger i ungdom og lykke i solskinet. En sætning, der indkapsler selve problematikken ved den tonedøve filminstruktør. Ungdommen er også solskin og forelskelse, smart tøj og lune sommeraftener, men alt dette kommer uundgåeligt hånd i hånd med alt det svære. Sorg og forliste venskaber, bumser og usikkerhed.

Heldigvis har den ufaglærte filminstruktør med det store skæg ikke instrueret mit højskoleophold.

Klumme: “Jonas Risvig har ikke instrueret mit højskoleophold”