Artikel

Hvordan vælger man mellem børn, der lever i sult og krig?

Af Anna Funch Geertsen

Denne artikel er ikke udtryk for Testrup Højskoles holdning. Artiklen er blevet til som en del af undervisningen i valgfaget Journalistik på Testrup Højskole, hvor højskoleelever prøver kræfter med forskellige journalistiske discipliner. Spørgsmål eller kommentarer rettes til højskolelærer og underviser i Journalistik Sille Kirketerp Berthelsen på sille.kirketerp@testrup.dk.

I aften samles vi i spisesalen til hammerslag og bortauktionering af alt fra undervisning i ethjulet cykel til aflæsning af fødselshoroskoper, og en nyplukket buket blomster leveret til værelset hver uge. Auktionen er blevet planlagt og skal afholdes af skolens auktionsudvalg, som har stået over for den svære beslutning om, hvilken organisation de indsamlede penge skal gå til.

For to måneder siden startede planlægningen af aftenens auktion. Den planlægning meldte jeg mig til, og her oplevede jeg, hvor svært det føltes, og hvor svær en samtale det var for os at føre at komme frem til at vælge modtageren af skolens donationer.

Sammen med Oscar Brix Pedersen, nuværende elev og en del af auktionsudvalget, vil jeg forsøge at give jer et indblik i udvælgelsesprocessen og udvalgets tanker bag.

Som følge af den nuværende verdenssituation, hvor op mod 300 millioner mennesker i verden, ifølge FN-organet OCHA, har brug for humanitær støtte, blev det hurtigt klart for udvalget, at vi ønskede at donere de indsamlede penge til en nødhjælpsorganisation.

I udvalget kom vi derudover frem til, at vi ønskede at donere pengene til én specifik sag, og her blev det både svært og ubehageligt. Det tilvalg, vi skulle lave, kom for mig til at føles som et fravalg af alle andre kriser.

“Det er en totalt absurd situation at prøve at vælge imellem kriser, og det havde vi det meget svært med,” fortæller Oscar Brix Pedersen. Måske det er årsagen til, at det tog udvalget tre møder, research og mange snakke at tage en beslutning.

“Vi snakkede om de kriser, som vi havde hørt om, og som fylder meget i mediebilledet lige nu, herunder Gaza og Ukraine. Herefter begyndte vi at undersøge andre humanitære kriser i verden, og fandt ud af at der sker utroligt mange ting, som vi slet ikke har hørt om, og som ikke bliver dækket i medierne, og hvis overhovedet, så ikke i tilstrækkeligt omfang.”

Derfor blev vi i udvalget enige om, at auktionen skulle tjene flere formål end at samle penge ind og også være oplysende. For hvis kriserne aldrig når frem til vores nyhedsstrøm, bliver de heller ikke en del af vores virkelighed.

En af disse humanitære kriser finder sted i Sudan, som vi i udvalget har besluttet at donere de indsamlede penge til gennem Red Barnet.

Den oversete krise i Sudan
Sudan er i dag Afrikas tredjestørste land, men var kontinentets største, indtil Sydsudan løsrev sig og blev en selvstændig stat i 2011. Sudan var koloniseret af Egypten og England frem til 1956, og sudaneserne har siden løsrivelsen lidt under voldsomme borgerkrige og katastrofer.

Fra 1993 og tre årtier frem blev Sudan styret som et diktatur af Omar al-Bashir, der i 2019 blev afsat efter folkelige protester, og som i dag er anklaget for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab. Al-Bashir blev afsat af Sudans væbnede styrker SAF og den paramilitære styrke RSF, som dannede en overgangsregering sammen med civile ledere.

I 2021 kuppede de to ledende generaler fra hhv. SAF og RFS så de civile ledere, og herefter startede en magtkamp mellem de to. Den magtkamp eskalerede til en væbnet konflikt i april sidste år, og har siden drevet mere end otte millioner mennesker på flugt.

Foruden borgerkrigen er Sudan ramt af økonomisk krise, klimarelaterede katastrofer, sygdomsudbrud, overhængende fare for katastrofal hungersnød og et sundhedssystem på sammenbruddets rand. 24,8 millioner mennesker, halvdelen af landets befolkning, har brug for humanitær støtte.

En krise af astronomiske dimensioner
Tallene fra krisen i Sudan og de 34 andre lande som OCHA vurderer er berørt af humanitære kriser, virker næsten lige så astronomiske som dem vi blev præsenteret for til fællestime, om det ydre rum, sidste onsdag. Her fortalte Mathias Overgaard Jacobsen, underviser på Testrup Højskole i valgfagene dialog, myter, naturdannelse og på filosofilinjen, bl.a. om svimlende afstande i rummet, med tal så store, at de er umulige at begribe.

På samme måde, er tallet om de 300 millioner mennesker, der på verdensplan har brug for humanitær støtte, ubegribeligt. Blandt dem er det langt fra alle, der får den hjælp, de har brug for. Det skyldes bl.a., at det flere steder er svært at få adgang, men det skyldes også, at der ikke er penge nok. Som eksempel lykkedes det sidste år FN at samle ind til 43% af behovet til dækningen af krisen i Sudan.

Et bud på hvorfor det er svært at samle penge ind til nødhjælp er, at vi simpelthen ikke kender til de kriser, der har akut brug for vores støtte. Netop derfor skal de penge, vi samler ind i aften, doneres til krisen i Sudan, der som oftest bliver overset.

Men Sudan er blot et af de 35 lande, som lider under en humanitær krise lige nu.
Og jeg må indrømme, at jeg ikke kender til dem allesammen. Hvor I verden de er, hvad de er udløst af, hvem de går ud over. Hvis du har det på samme måde, kan det være at vi, her i højskoleboblen, sammen kan forpligte os til at søge bag om mediedækningens slør, og sætte os ind i de kriser, der påvirker hundredmillionvis af mennesker verden over.

Tilmeldingen til sommerkurserne er åben

Vil du bruge din sommer på Testrup Højskole?