”Det grønne lyse land” er skrevet til Testrup Højskoles 150 års jubilæum. Det er en sang, der både lyrisk og musikalsk er oppe på de høje nagler. Sangen binder 150 års højskolehistorie sammen – fra højskolens grundlægger Jens Nørregaards deltagelse i krigen i 1864 til det moderne højskoleliv, hvor man ryger en smøg og ’føler sig en kilometer høj’.
1. Den plet på jord bag gule mure og store flotte ord
nær der hvor kornet gror og grisen bor
Her sad hvide piger under
elmene med hjertet skælvende
og nynnede en melodi i kor
2. En grådig ungdom kom og gik og efterlod ingenting
der var et kys, et lys, som ingen så
Her er smukt i starten af august med himlen hvælvende
den måde vi kan være
sammen på
Det grønne lyse land, forstå det hvem som kan, dit hjerte er større end din næve
Det buldrer indefra, der er ikke noget svar, og //: verden er et bæst som det vil tæve ://
3. Hun læser Proust, de lærer en sang, han spiller og går i stå
én håber han er klog at høre på
En står udenfor og ryger sidste smøg, hun fryser i sit tøj
og føler sig en kilometer høj
4. En solsort sidder i et træ og ryster sine fjer
og glor på alt det her, imedens det sner
Den er herligt ligeglad med al kommers
den har sit eget vers og skider på de røde tagsten der
Det grønne lyse land, forstå det hvem som kan, dit hjerte er større end din næve
Det buldrer indefra, der er ikke noget svar, og //: verden er et bæst som det vil tæve ://
5. En smuk ide blev genfødt i et vingesus af blod
da Bismarcks tropper stod ved Dybbøls fod
Vi vil kæmpe mod nationalismens
pest og sidde højt til hest
bevæbnede med lys og sang og mod
Det grønne lyse land, forstå det hvem som kan, dit hjerte er større end din næve
Det buldrer indefra, der er ikke noget svar, og //: verden er et bæst som vi vil tæve ://
Efter sidste omkvæd:
//: Vi skråler til vi bliver vind og skæve, vi skråler til vi bliver vind og skæve ://
//: Danske karle og danske piger som de kan tale og hvad de så siger ://
//: Når de hjem til gårdene kommer fra højskole i den danske sommer ://
Tekst: Christian Dorph
Melodi: Thorbjørn Krogshede