Artikel

“Der er en forskel på at sælge gulerødder og sex”

Af Frederik Tuborg Jensen i samarbejde med Ava Louise Unmack

Denne artikel er ikke udtryk for Testrup Højskoles holdning. Artiklen er blevet til som en del af undervisningen i valgfaget Journalistik på Testrup Højskole, hvor højskoleelever prøver kræfter med forskellige journalistiske discipliner. Spørgsmål eller kommentarer rettes til højskolelærer og underviser i Journalistik Sille Kirketerp Berthelsen på sille.kirketerp@testrup.dk.

I aften afholdes den halvårlige auktion på Testrup Højskole, og den bliver sexløs. Vi har snakket med forstander Simon Axø om hvorfor.

Da den længe ventede, årlige og sagnomspundne auktion endelig blev præsenteret for eleverne på Testrup Højskole i starten af marts, var der udover en summende glæde i rummet én ting, der fyldte for eleverne. En undren, som udsprang af en lille, måske ubevidst, sidebemærkning om, at man selvfølgelig ikke må sælge sex til auktionen.

Så nu sidder vi og interviewer forstander Simon Axø på hans kontor. Hans syge søn på seks sidder og tegner, imens vi drikker te og diskuterer sexarbejderes rettigheder.

Lad os starte fra toppen. Hvorfor må man ikke sælge seksuelle ydelser til auktionen?

“Det er et godt spørgsmål, for det er ikke sort/hvidt, og konditionerne her er også anderledes. Dels er der ikke en, som profiterer på det, dels er det i allerhøjeste grad frivilligt”, fortæller Simon Axø.

Han uddyber med tre hovedårsager til, at skolen principielt er imod det. Der er en symbolsk afstandtagen fra branchen:

“Sexarbejde associeres med en branche, hvor der er en undertrykkelse af rigtig mange mennesker, hovedsageligt kvinder, og som har et, for mig at se, objektificerende syn på mennesker.”

Han indrømmer, at der findes sexarbejdere, som ikke bliver udnyttet, og ser det som en frigørelse, men runder det af med, at det langt fra er virkeligheden for de fleste sexarbejdere, og at skolen vælger at tage afsæt i det de kalder ‘den verden vi lever i nu’.

Axø kommer også ind på en kvalitativ forskel:
“Der er en forskel på at sælge gulerødder og sælge sex”

Så enkelt kan det siges. Grundlæggende skal man værne om sig selv, når der tales om noget så intimt. Men kommer det ikke an på, hvordan man ser det? Vi bliver fra skolens side behandlet som voksne individer, hvor det forventes, at vi løser vores problemer og passer på os selv og hinanden, så er vi ikke også voksne nok til at definere vores eget forhold til sex og intimitet? Det er der mange elever, der mener, men Axø kommer med en vinkel med mere livserfaring og svarer: “Når man skal opbygge et selv, har man brug for, at der er noget, der ikke kan gøres til genstand for økonomiske overvejelser. At det ikke er alting, der kan sælges ud i ens sjæl.”

Han når ikke meget længere, før han bliver afbrudt af barnlig nysgerrighed over om 6, ironisk nok, er den med bollen ned ad? Hans søn bliver bekræftet i, at det er det, og tegner fint 16-tallet færdigt.

Vi taler videre om, om integritet kan byttes eller købes.

Tænker du, at Testrups politik om et forbud vedligeholder stigmatiseringen af sexarbejde?

“For mig er det ikke en afstandtagen af sexarbejde, det er en afstandtagen fra en branche, hvor der er nogen, som bliver bevidst udnyttet af nogle bagmænd. Det er det jeg tager afstand fra”

Men ville salg af sex på Testrup være en del af den branche?

“Det ville det ikke, men det er derfor at det er symbolsk. Jeg ønsker ikke at bakke den branche op”

Jeg spørger, om han tror, man kan sælge sex uden, at det er intimt? Uden at ens sjæl ryger fra en? Vi taler frem og tilbage og kommer frem til, at det er helt klart en forudsætning for at være sexarbejder, men det er også den præcis samme grund til, at så mange sexarbejdere konstant har brug for at tage afstand fra det liv, de lever med hårde stoffer og alkohol.

Det generelle problem er, at mange bliver mere eller mindre tvunget ud i det. Enten som en del af menneskesmugleri eller som det bedste valg af de værste muligheder (tigger, kriminel eller sexarbejder). Axø nævner også “Det er de færreste, der som ung tænker på det som et karrierevalg” og det er nok rigtig nok.

Dog er det vigtigt fortsat at kæmpe for sexarbejderes rettigheder, og ikke at skære alle over med en kam. Det kan være, at vi på et tidspunkt som samfund er et sted, hvor sexarbejde kan ses som et erhverv, der fortjener beskyttelse i form af rettigheder og sikkerhed, og hvor det kan bortauktioneres til humanitære kriser. Men det bliver ikke i år.

Tilmeldingen til sommerkurserne er åben

Vil du bruge din sommer på Testrup Højskole?