Denne aften fejrer vi udgivelsen af bogen Naturdannelsens væsen af biolog, sangskriver og lærer på Testrup Højskole Nikolaj Voldum Ahlburg.
Nikolaj vil fortælle om Naturdannelsens væsen i en samtale med Andreas Harbsmeier, forlægger på A Mock Book. Efterfølgende vil der være fællessang, hvor vi synger en håndfuld af de 15 nye grønne fællessange, som bogen indeholder.
Det grundlæggende spørgsmål i bogen er: Hvordan genfinder vi forbindelsen til naturen i en tid præget af klimakrise, stress og politisk handlingslammelse?
Med afsæt i både personlige erfaringer og mange års arbejde som naturformidler, foredragsholder og lærer argumenterer Nikolaj for, at løsningen på den økologiske krise ikke kun findes i teknologi og politiske aftaler, men også i menneskets relation til naturen.
Bogen introducerer begrebet naturdannelse som et alternativ til en instrumentel tilgang til naturen, hvor læring reduceres til mål og resultater. I stedet peger forfatteren på betydningen af sansning, nærvær, æstetik, kropslig erfaring og det, der ofte overses: kærlighed til naturen.
Bogen er samtidig et personligt vidnesbyrd om at finde ro, mening og håb i naturen – også under livsvilkår præget af sygdom og langsomhed. Den giver desuden konkret indblik i, hvad man kan foretage sig i naturen som formidler og som menneske, ligesom den præsenterer en række nye fællessange, der adresserer vores forhold til naturen.
Samtalen bliver optaget og udgives som en episode af podcasten Det planetariske bibliotek.
PRAKTISKE OPLYSNINGER
Arrangementet begynder kl. 19.30 i Foredragssalen.
Det er gratis – og alle er velkomne.