Om Testrup Højskole

Velkommen til Det Frie Akademi

Velkommen til Testrup Højskole

Testrup Højskole er en grundtvigsk højskole med traditioner tilbage fra skolens grundlæggelse i 1866. Højskolen ligger i det smukke østjyske landskab tæt på Marselisborgskovene og stranden – kun 20 minutter fra Aarhus Centrum.

På Testrup Højskole kan du vælge mellem seks linjefag: keramik-, teater-, kunst-, musik-, filosofi- og skrivelinje og mere end 20 valgfag. Højskolens lærere og gæstelærere er engagerede og aktive forfattere, filosoffer, kunstnere og debattører.

Vi er stolte af vores køkken, som serverer bæredygtig mad af høj kvalitet, lavet fra bunden med lokale og økologiske råvarer. Vi begrænser kødforbruget og har et stærkt fokus på madspild. Vi engagerer os i klimaet, tager ansvar for den grønne omstilling og flyver ikke på studietur. Ved siden af undervisningen og måltiderne udfolder højskolelivet sig i vores hyggelige elevboliger, der ligger i skolens store have.

Slip glæden og usikkerheden fri

På Testrup Højskole undersøger vi livet, fordi livet fortjener det. Vi er ikke bundet af politiske eller religiøse dagsordener, og alle er velkomne. Det Frie Akademi er ikke noget, du skal bestå, men du kan blive klogere på, hvad du består af sammen med andre.

Vi lægger vægt på fællesskabet, og vi ved, at fejl og kunstnerisk skabelse hører sammen. Tænkning og kunst har de bedste forudsætninger, når det er lysten, der driver værket, og når tvivlen får plads.

Vi tager hinanden og fagene seriøst. Samtidig værner vi om den hjemlige stemning og atmosfære, der kendetegner Testrup Højskole.

Derfor kalder vi os Det Frie Akademi.

Vi glæder os til at møde dig.

 

Med venlig hilsen

Simon Axø, forstander

Man gengælder en lærer dårligt, hvis man bare forbliver eleven.
Friedrich Nietzsche