Åndens liv

Ånden er allestedsnærværende i vores sprog. Den sniger sig ind i samtaler om det særlige ved den tid, vi lever i (tidsånd), i sportsprogrammer (kampånd), i betegnelsen for humanvidenskaberne (åndsvidenskaberne) og det særlige ved højskolerne (højskoleånd).

Men hvad er ånd? Ånden er virkelighedens inderste væsen, men den er også en knogle, mente G.W.F. Hegel. Søren Kierkegaard stillede selv spørgsmålet i indledningen til Sygdommen til Døden, hvorefter han udfoldede sit svar som en filosofisk antropologi. Poul Henningsen svarede, at ånden er det, der ikke lader sig binde.

Selvom ordet ånd går igen i alt fra skældsord (åndssvag) til treenighed (helligånd), svæver spørgsmålet om dets forklaring fortsat over vandene. Det kan virke lige så svært at få greb om begrebet ånd, som om det gespenst, det (også) betegner.

Temaets aktuelle anledning er Forlaget Klims nyudgivelse af Hannah Arendts ufuldendte hovedværk Åndens Liv, som hun arbejdede på indtil sin død i 1975. Vi har inviteret en række åndfulde filosoffer, teologer, litterater og idéhistorikere for i fællesskab at nærme os åndsbegrebets betydninger og bevægelser i tænkningen og kulturen.