Pressemeddelelse

Ny filosofilærer på Testrup Højskole

 

Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at Tone Frank Dandanell begynder som lærer på Testrup Højskole den 1. august 2019. Tone er 31 år og er ved at færdiggøre sin ph.d-afhandling om Søren Kierkegaards begreb om undren. Derudover har hun beskæftiget sig intensivt med kønsfilosofi og har desuden læst teologi og litteraturhistorie.

 

Tone har været skribent ved Dagbladet Politiken og redaktør på Eftertryk Magasin. For tiden anmelder hun filosofisk litteratur ved Dagbladet Information og er i det hele taget en engageret stemme i den offentlige debat. Derudover er hun en eftertragtet foredragsholder og debattør, og hendes skarpe analyser og mundrette formidling gør, at hun ofte optræder i Deadline på DR2, P1, Radio24syv og på andre medieplatforme.

 

Tone har af flere omgange gæsteundervist på Testrup Højskole, og det er derfor en stor glæde nu at kunne indgå et fast samarbejde med hende. Forstander Simon Axø udtaler:

 

Det er en stor berigelse for Testrup Højskole og ikke mindst for filosofilinjen, at Tone tiltræder til august. Tone besidder den helt rette kombination af et meget højt fagligt niveau og lysten til også at være noget for eleverne uden for timerne. Hendes brændende engagement, store faglige kapacitet samt hendes nærvær over for eleverne, giver hende den helt rette profil som ny medarbejder på Testrup Højskole. Vi byder Tone hjertelig velkommen og glæder os til samarbejdet.”

 

Tone ser også frem til at tiltræde jobbet som højskolelærer på Testrup Højskole og udtaler i den forbindelse:

 

"At blive højskolelærer på Testrup Højskole er en drøm, der går i opfyldelse for mig. Jeg er selv højskolebarn og har altid elsket at undervise, men at undervise på Testrup er noget helt unikt. Skolen bliver et hjem for eleverne, og denne hjemlighed skaber rammerne for et vildt inspirerende læringsmiljø. Det giver plads til den undren, der er filosofiens fundament. Jeg glæder mig til at blive en del af den helt særlige ånd, der er på Testrup Højskole og kan slet ikke vente med at komme i gang."

 

Tone har et væld af fagartikler bag sig, og har, foruden studieophold på New School of Social Research i New York og på University of Glasgow, været ansat på Søren Kierkegaard Forskningscenteret på Københavns Universitet.

 

Privat bor Tone i Aarhus med sin kæreste Jacob og datteren Ellinor.