Åbent Foredrag

21.08.2019
Jens Andersen

– KIM LARSEN

 

Jens Andersen (f.1955) er PhD. I Nordisk Litteratur, foredragsholder og forfatter til prisbelønnede biografier om nordiske forfattere og kulturpersonligheder fra Thit Jensen og Tom Kristensen, over Tove Ditlevsen og H.C.Andersen til Ole Lund Kirkegaard, Dronning Margrethe, Astrid Lindgren, Kronprins Frederik og senest bogen “Kim Larsen - Mine unge år”, der i foråret modtog LÆSERNES BOGPRIS 2019.

 

Med udgangspunkt i sin nye bog, ”Kim Larsen. Mine unge år”, fortæller
Jens Andersen om den folkekære musikers farverige liv, der endte så brat
i efteråret 2018, inden Kim Larsen og Jens Andersen havde færdiggjort
den store erindringsbog, de var i gang med.


 Vi skal høre om en faderløs opvækst på stenbroen og om lange lykkelige
ferier på Fyn hos den bibelstærke, tegneglade morfar, der satte sit præg
på en velopdragen dreng, der drømte om at blive enten cykelrytter eller
luftakrobat, og fra begyndelsen havde et vågent men frygteligt genert øje
til det modsatte køn. I ungdommen, hvor rockmusikken holdt sit indtog,
forestillede Kim sig selv som enten skuespiller eller romanforfatter, men
endte som skolelærer og spillemand.


Undervejs i foredraget trækkes der lange linjer gennem Larsens liv og
hans mange sange - fra barndommens gade i Københavns nordvest-kvarter, Askov Højskole, det mislykkede skolelærerjob og slumstormerårene omkring 1968 på Christianshavn, hvor Gasolin blev til, men den unge vildmand også var fast besluttet på at gå sine egne veje.

Et muntert foredrag om mennesker, litteratur, sang og kærlighed, hvor
der - med Kim Larsens ord og i Kim Larsens ånd - er ”både til gården og til
gaden”.

 

PRAKTISKE OPLYSNINGER

Arrangementet begynder kl. 19.30 og slutter kl. 22.00.

 

Entré (inkl. kaffebord):
100 kr. / 50 kr.**

** For medlemmer af Testrup Højskoles Elevforening og Skolekreds

Medlemskab af Skolekredsen kan tegnes ved at tilmelde dig her.

Årskontingentet som medlem af Skolekredsen er 150 kr. - og 50 kr. for hvert ekstra medlem af den samme husstand.


Sted:
Testrup Højskole
Testrupvej 110
8320 Mårslet

 

Jens Andersen