FOREDRAG OG FILMVISNING

29.10.2020
Kirsten Astrup og Maria Bordorff

– Filmkabareter om et velfærdssamfund i forandring

 

På Testrup Højskole fortæller Kirsten Astrup & Maria Bordorff om deres arbejde med filmværkerne Troe & Agtsom og Urolige hjerte, som med alle kabaretens virkemidler skildrer et velfærdssamfund i forandring – og forfald. Troe & Agtsom er optaget i den forhenværende Centralpostbygning i København, som er ved at blive bygget om til luksushotel. Værket var Kirsten Astrups afgangsfilm fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og er af anmelderne blevet kaldt for en nyklassiker, mens opfølgeren, Urolige hjerte – som tager fortællingen om postvæsnets deroute videre til jernbanen – blandt andet er blevet tildelt Akademiraadets Francisca Clausen medalje.

Det tredje værk i duoens filmtrilogi er under udarbejdelse og følger samme opskrift; masser af musik, politisk satire, tung makeup og den sørgmuntre stemning, som kendertegner kabareten.

 

Kirsten Astrup (f. 1983) & Maria Bordorff (f. 1988) er uddannet fra henholdsvis Det Kongelige Danske Kunstakademi og Københavns Universitet. Sammen har de lavet en række værker. Deres værker har blandt andet været vist på Museet for Samtidskunst, Roskilde Festival, Munchmuseet, ARKEN og Holstebro Kunstmuseum. De har modtaget en række priser, herunder Remmen Fondens Kunstpris og hæderslegater fra Aage og Yelva Nimbs Fond. I efteråret 2018 blev de officielt en duo.

 

Fotos af Kenneth Varpe og Mads Hoppe

 

PRAKTISKE OPLYSNINGER
Lukket arrangement

 

Kirsten Astrup

Kirsten Astrup

Maria Bordorff

Maria Bordorff

Urolige Hjerte

Fra filmen Urolige Hjerte