Det sker

07.09.2018
Testrup Højskole indtager Festugen

Igen i år deltager Testrup Højskole i Aarhus Festuge. I år holder vi til i Kuplen i Byparken. Her vil hver af vores fem linjer komme med deres indspark til Festugen 2018.

Akustisk / musik

Musiklinjen byder på små koncerter i Kuplens intime rum. Under temaet bridging, udfolder musikerne sig med nye arrangementer i forskellige akustiske grupper.

 

Har du tid? / filosofi

I området omkring Kuplen vil du kunne blive stoppet af en filosofielev fra Testrup Højskole med spørgsmålet: “har du tid?”. Svarer du ja, vil du blive indbudt til et kort samtale om, hvad tid egentligt er blevet til for en størrelse i det moderne samfund. Måske får du et nyt perspektiv på din egen tid og den tid, vi lever i. 

 

Pop up Portrætter i Byparken / kunst

Kunstlinjen vil bevæge sig rundt i Byparken og arbejde med portrætter, som vi tilbyder dig og som bliver printet eller tegnet på stedet. Foran Kuplen vil vi etablere et lille pop-up-studie med flashanlæg, hvor du kan komme forbi og få taget et portrætfoto.

 

Bag facaden / teater

Skuespillerne udforsker tildækningsforbuddet, når de optræder i Byparken, som smukke hvide figurer. Bag malingen gemmer sig karakterer fra din dagligdag, der alle bærer en form for maskering. Kom og oplev alléen af de levende statuer på vej ind i den hvide kuppel. 

 

Litteratur in the making / skriv

Højskolens skrivelinje vil i nogle korte oplæsningsseancer præsentere publikum for splinterny lyrik, prosa, og essayistik, begået af eleverne på skrivelinjen

 

Fra kl. 16.00 til 18.00 indbyder vi Festugens gæster til fælles højskolesang i Kuplen.

 

#/PRAKTISK INFO

Arrangementet foregår i Kuplen i Byparken ved Aarhus Rådhus mellem kl. 13.00 og 18.00. Deltagelse er gratis.