Det frie akademi

Højskoletanker

Er den grundtvigske højskole i dagens Danmark en efterklang af en hendøende kultur – eller har den stadig noget at byde på?  

af Jørgen Carlsen, højskoleforstander

Det kommer næppe som den helt store overraskelse, at jeg som forstander for en grundtvigsk højskole mener det sidste. Ja, jeg vil tilmed mene, at den grundtvigske livsoplysning er mere nødvendig end nogensinde og mit gæt er, at den ligefrem vil kunne få en voksende betydning. Forklaringen kommer her: 

Den moderne samfundsudvikling har fået hæftet mange forskellige betegnelser på sig. Man taler om det ”postindustrielle samfund”, ”videnssamfundet”, ”IT-samfundet” eller om ”afviklingen af nationalstaten i globaliseringens tidsalder” – kært barn har mange navne. Hvordan man end vender og drejer det, er det en kendsgerning, at kulturudviklingen finder sted i et omfang og et tempo som aldrig før i menneskehedens historie. Det er svært at være science-fiction-forfatter i vore dage, for teknologien udvikler sig med en hast, der er på nippet til at sætte fantasien skakmat. Prøv blot at tænke 10 år frem i tiden? Hvordan vil livet forme sig i fremtidens samfund? Hvordan vil arbejdsprocesserne se ud – fritiden – opdragelsen af børn og unge – uddannelserne – trafikmønstret - familielivet – lægevidenskaben - kulturlivet – osv. ? 

Men uanset hvor teknologisk avanceret en fremtid, vi går i møde, så vil vi aldrig nå dertil, at maskinerne eller computerne kan leve livet for os. Hvert eneste menneske, der fødes, har fået skænket et liv, som er fuldt af muligheder og som er enestående i den forstand, at det kun kan leves af én selv. Vi kan trøste, hjælpe og støtte hinanden – og bør naturligvis gøre det, så godt vi kan. Men vi kan ikke leve livet for hinanden – og vil aldrig komme til det. Ingen kan spise sig mæt for dig, blive rask på dine vegne, sørge eller glæde sig i stedet for dig. Med andre ord: Hvor forandret verden end vil blive, er der stadig i et liv, der skal leves af den enkelte med ansvar, forpligtelser, kærlighed, nærvær, opmærksomhed, forståelse og omsorg for andre. Vi er kort sagt alle ”originaler” i ordets dybeste forstand – eller ”guddommelige eksperimenter”, som Grundtvig kaldte det. At besinde sig på dette er kernen i den grundtvigske livsoplysning.

Jamen Grundtvig døde jo for mere end 100 år siden. Hvad har han at sige os her på tærsklen til det nye årtusinde?

Jeg tror det er vigtigt at forstå, at det ikke bare er fremtiden eller nutiden, der er en udfordring for os. Fortiden er det også. Naturligvis ikke i den forstand, at man skal forsøge at dreje historiens hjul tilbage. Det lader sig selvfølgelig ikke gøre – og man skal efter min mening heller ikke ønske den tid tilbage. Samfundet var tidligere på mange måder en barsk og nådesløs affære for størstedelen af befolkningen. Det er altså ikke nostalgi og fortidsromantik, det drejer sig om. Det drejer sig derimod om de drømme, som vore forfædre og –mødre drømte: drømme om et liv, der var gennemtrængt af glæde – ikke bare i fritiden, men også i arbejdet (’sangen bag ploven’). Drømme om et liv, hvor mennesket ikke bare lever i sin private individualistiske isolationscelle, men til ”folkegavn” og fælles bedste. Drømme om et samfund, hvor der er ”lige værdighed i borg og hytte”, og hvor ”få har for meget og færre for lidt.” 

Hvis man mener, at disse drømme er udtryk for et mimrende gammelmandssyn, som man for længst har lagt bag sig, så skylder man i det mindste at fortælle, hvilke drømme man selv vil sætte i stedet. Eller om man overhovedet har andre drømme end hæsblæsende og besindelsesløst at ”følge med udviklingen”. 

Den grundtvigske livsoplysning peger på, at der nu er noget ved livet, som man ikke finder andre steder. Og fordi livet er betydningsfuldt er alt det, vi bruger livet til af betydning: hvad enten det drejer sig om opdragelse, uddannelse, samfundsliv, kulturliv, kirkeliv. Derfor er der nu som før grund til at drømme videre og til at blande sig i den folkelige diskussion af alt mellem himmel og jord. Begge dele inklusive. 

Det forsøger vi på Testrup Højskole, så godt vi nu kan. Vi er os bevidst, at vi lever på tærsklen til en ny tid. Så meget mere betydningsfuldt er det, at det bedste i højskoletraditionen ikke går i glemmebogen. 



Forstander Jørgen Carlsen med 2xhund