"Jeg er ikke blind – jeg kan bare ikke se"

”Jeg er ikke blind – jeg kan bare ikke se”


Cathrine Honoré går på Testrup Højskole sammen med 108 andre elever. Ligesom alle de andre har Cathrine nogle interesser, der passer ind i Testrups program. I det hele taget har hun en masse tilfælles med de andre elever – hun kan bare ikke se.
 

AF ANNA RIISGAARD NIELSEN


Jeg møder Cathrine foran Vesterhus på Testrup Højskole. Hun tager fat i min arm, og vi finder et sted at sidde. Jeg er nysgerrig på, hvordan det må være, at skulle lære så mange nye mennesker at kende, når man ikke kan se dem.

”Jeg lærer navne ret hurtigt,” fortæller Cathrine. ”Jeg har bare lidt svært ved at finde ud af, hvem navnene hører til.”

    Når over 100 elever starter på én gang, kan det være svært at få navne og ansigter til at passe sammen. Men da Cathrine ikke kan se ansigter, skal hun matche navne op med stemmer, hvilket kan være en lidt større udfordring. 

”I starten af højskoleopholdet spørger alle efter de andres navne. Men hvis jeg spørger nu, er det en ´blinde-ting´. Og jeg bryder mig ikke om at virke blind,” siger Cathrine. 

Og på Testrup Højskole virker Cathrine mindre blind, end hun har gjort i andre sammenhænge:

”Her får jeg lov til bare at være mig,” siger hun og tilføjer:

 ”Jeg er ikke blind – jeg kan bare ikke se. Ligesom der er nogle folk, der ikke kan synge.”

 På Testrup er Cathrine først og fremmest Cathrine, der har samme kreative interesser som de andre elever. Og netop derfor oplever Cathrine, at ´blinde-tingene’ kommer i anden række.

”Der er nogle universelle emner, som vi alle kan tale med hinanden om, fordi vi har de samme interesser. Og det har været rart at opleve, at man kunne tale om fælles interesser i stedet for at tale om, hvilke særlige hensyn man skal tage til mig, fordi jeg ikke kan se.”