Kunstlinjen

Kunstlinjen - En mangfoldighed af teknikker og udtryk

Hvis du overvejer at tage et kursus, hvor du kan dyrke dine kunstneriske evner og interesser på en kunsthøjskole, så er Testrup Højskole’s kunstlinje et oplagt valg. Vi tilbyder både kortere og længere ophold med kurser, der giver dig mulighed for at udforske og gå i dybden med mange forskellige linjer indenfor kunstens verden, men samtidig får du mulighed for at udvide din horisont og forundres igennem et bredt udvalg af valgfag, der dækker over blandt andet musik, sport, madlavning, teater, sprog, retorik, aktuelle sociale og politiske emner, samt meget andet. Det betyder at kunstlinjen på Testrup Højskole tilbyder dig mere end hvad en traditionel kunsthøjskole kan give dig, både rent fagligt, men også når det kommer til nærvær og samvær. Du kommer til at lære og blive udfordret af ikke bare de kunstneriske fag, men du har også rig mulighed for at lære lige præcis hvor forunderlig verden er på mange forskellige områder, i samvær med mange andre kursister fra andre linjer som vi tilbyder her på Testrup. Du kommer til at udfolde dig kreativt og lade fantasien få frit løb, samtidig med at du oplever det unikke sociale højskoleliv som vi tilbyder her på Testrup Højskole, som ikke bare er en kunsthøjskole, men en skole, der kan åbne dine øjne for hvor forunderlig og fantastisk verden er.

Er du nysgerrig efter at høre om Kunstlinjen fra en tidligere elev, kan man her læse en tekst af Victor Byberg Jensen, elev fra F15

 

 

På vores kunstlinje får du kyndig vejledning i de forskellige kunstarter, så du kan udforske de mange muligheder og teknikker, som der er at finde indenfor hoveddisciplinerne maling, fotografi, tegning og skulptur. På Testrup Højskoles Kunstlinje sigter vi mod, at skabe det størst mulige frirum for elevernes kunstneriske udfoldelser. Ligesom på andre Kunst højskoler skaber vi nogle rammer, der giver dig mulighed for både at udfolde dig kreativt uden krav for det endelige produkt, men samtidig få kyndig vejledning af professionelle kunstnere, der kan hjælpe med at finde den helt rigtige kombination af kunstnerisk frihed og korrekt brug af materialerne. Man kan ikke gøre hvad man vil i den kreative proces, da man er bundet af sit materiale eller stoflighed, der ligger i materialet. Dette gælder hvad enten det drejer sig om et fotografisk motiv, farver på et lærred, en installation eller en tredimensionel skulptur. Som på en traditionel Kunst højskole vil du på Testrup Højskoles Kunstlinje bliv instrueret af lærere i, hvordan du skaber et udtryk, som bærer præg af din personlighed. Undervejs i forløbet får vi besøg af professionelle kunstnere fra mange forskellige områder i billedkunstens verden, som vil tilbyde og stimulere os med kritik, inspiration og undervisning, som kan være med til at skabe din egen stil og retning. Det er interaktionen imellem kunstneren og materialet, som er med er med til at skabe noget originalt, og det er lige præcis det som vi på Testrup Højskoles Kunstlinje giver dig frihed til at gøre.

Mestrer man teknikken i maleriet, åbnes muligheden for en kunstnerisk fordybelse. Og lige netop i fordybelsen opstår det forunderlige ved malerkunsten: det man maler, ligner aldrig det man havde forestillet sig, når man er færdig. På højskolens Kunstlinje tager vi udgangspunkt i en praktisk tilgang til faget: Det handler om at blive fortrolig med farverne, penslerne og lærredet. Først kigger vi på farverne og ser hvordan de reagerer indbyrdes. Senere går vi i dybden inden for forskellige genrer og prøver kræfter med oliemaleriet. Der vil blive stillet bundne og senere mere frie opgaver indenfor maleriet. Undervejs i processen kigger vi på samtidskunsten og ser også tilbage på de gamle mestre. Læringen i at kigge andre kunstnere over skulderen er frugtbar og giver grobund for ens eget selvstændige udtryk. Hvert hold slutter med en tematiseret opgave som udstilles på Rådhuset i Århus.

Tegning er det basale kunstneriske værktøj - en disciplin det er værd at bruge tid og energi på. At blive virkelig dygtig til at tegne kræver arbejde, så i den første periode af højskoleopholdet tegner vi intensivt, både i timerne og i fritiden. Vi skal prøve at tegne på mange måder og med forskellige materialer: bly, grafik og kul. Vi tegner portrætter, objekter, figurer og croquis, og vi arbejder med at gøre tegningen tredimensionel og dynamisk ved brug af lys og skygge. Det handler om at blive fortrolig med blyanten og evnen til at få det, man ser, ned på papir.

Om det er et kamera eller en smartphone, der tager billeder, er basalt set lige meget. Hvis fotografierne skal blive seværdige for andre end fotografen, skal der enten held eller håndværk til. Vi sørger det sidste og regner med at du klare det første! I Digitalt fotografi har vi kameraer, stativer, et prof. fotostudie med atalierflash, scannere, computere med Photoshop og Lightroom samt printere der kan printe op til 60 cm i bredden og meget langt. Vi bruger tid på håndværket og teknikken for at du i sidste ende kan gøre dig fri og finde dit eget udtryk.

Det analoge fotografi har sin styrke i selve den sanselige konkrethed. Der er en verden til forskel på at sidde ved en skærm og have fuld rådighed over processen med fortryd-knappen, og så at stå i det røde mørkekammerlys og se billederne tone frem i fremkalderbadet. Denne proces er stoflig og taktil på en helt anden måde end den digitale. Det har ført til en retrobølge blandt både professionelle og unge fotografer, der rehabiliterer de gamle analoge teknikker. Vi stiller os i spidsen for den bølge. Vi har kameraer, flashanlæg, stativer, osv og kan bryste os af Danmarks største analoge fotolaboratorium med i alt 14 forstørrelsesapparater, som kan tage op til 4x5” negativer. Alt dette for at du har alle mulighederne for at udtrykke det du gerne vil!

Det kreative rum er et undervisningsforløb, hvor vi (lærerne) breder mulighederne ud inden for vores faglighed, og I bestemmer, hvad vi skal arbejde med. Vi har i det sidste års tid bl.a. arbejdet med skulptur, kunstvideo, streetart skabelontryk og stopmotion - det vigtige er, at vi op til den givne periode fanger fællesskabets kreative drivkraft og vælger det, vi synes, er sjovest, lige her og nu.

Under hvert højskoleophold afslutter vi Kunstlinjen med et kunstprojekt, der udstilles på Århus Rådhus. Med fanfare og indvielse prøver du kræfter med at vise din kunst i det offentlige rum — og det giver et "kick" at udstille sin kunst, hvor ikke bare højskolevennerne ser det, men et bredt udsnit af Århusborgere.

Mestrer man teknikken, åbnes muligheden for en kunstnerisk fordybelse

Gå til tilmelding

Læs mere

DINE LÆRERE

Steen Larsen 

Født 1960. Lærer i billedkunst og på kunstlinjen. Uddannet på Den Frie Kunstskole i Odense samt Darlington College of Arts, UK. Ud over at være højskolelærer på Testrup er Steen udøvende maler med atelier i Århus. Han har udstillet rundt omkring i Danmark.


Lars Koue Mogensen 

Født 1959. Lærer i fagene keramik og fotografi og på kunstlinjen. Uddannet på seminariet for Kunst og Håndværk i Kerteminde. Har i årenes løb medvirket i diverse udstillinger inden for keramik/skulptur og fotografi.