filosofilinjen

Hvad gør jeg her?

Har du nogensinde tænkt på hvad vi skal her?

At beskæftige sig med filosofi er som at få nye briller hele tiden, at afprøve nye synsvinkler på nogle af de spørgsmål, der angår os alle sammen. Stillet over for spørgsmål om, hvor jeg hører hjemme, hvor grænserne går for, hvad jeg må eller ikke må, og skal eller bør, giver filosofi dig en række unikke vinduer til virkeligheden. Pludselig kan du se noget nyt eller anderledes, noget, der giver dig et nyt blik på livet.

Den engelske forfatter og vandrefilosof Bruce Chatwin har skrevet en essaysamling med titlen Hvad gør jeg her? På Filosofilinjen får du mulighed for at arbejde på svaret i fællesskab med inspirerende lærere og elever.

På filosofilinjen får du ikke en traditionel gennem gang af filosofiens historie fra A til Z. I stedet får du muligheden for at vælge mellem forskellige filosoffer og emner — alt efter, hvad du synes, er mest spændende. Du kan gribe fat i de store filosoffer, fra Platon og Seneca, til Kant og Kierkegaard, til Nietzsche og Sartre. Du kan også fokusere på emner som frihed, det enkle liv, mordets filosofi, Guds død, anvendt etik, kunstfilosofi, venskabets filosofi, storbyens filosofi, eksistentialisme, det politiske, Klovn og kynisme, sokratisk samtale, religionsfilosofi og mange flere. Har du selv et spørgsmål, der presser sig på, tager vi det op i undervisningstimen.

Filosoffen Gilles Deleuze har sagt, at filosofi er kunsten at danne, at opfinde og at fremstille begreber. Det, synes vi, er helt rigtigt. Filosofi er begrebskunst. Det handler om at lære dem at kende, om at bruge dem, at slås med dem. Du kommer til at lære de berømte filosoffer og tilværelsens store spørgsmål at kende. Dels ved at dykke ned i filosoffer og intellektuelle tekster, dels ved at diskutere med og blive udfordret af de andre elever på holdet. Som afveksling afholder vi skriveøvelser, filo-nat og tager på udflugter. Med afsæt i filosofi, tidens debatter og populær finkultur, øver vi os sammen i kunsten til at tage store ord i munden.

På hvert kursus river vi nogle uger ud af kalenderen for udelukkende at beskæftige os med filosofi 24syv. Det foregår i små grupper, hvor du får chancen for at fordybe dig i lige den tanke, du brænder for. Et projekt kan munde ud i forskelligt. Du kan fx skrive artikler eller essays, der udgives som tidsskrift eller magasin. Eller du kan arbejde med et mere kreativt udtryk i form af radio og udstillinger. Eller det mere uventede som fx et spil eller et drama.

Livet er en gave, men ind imellem er det også en opgave. Filosofi gør dig først og fremmest bedre til at forstå dig selv, til at bedømme din samtid og til at forholde dig kritisk. Men det gør dig også generelt bedre til at reflektere og analysere. Alle uddannelser indeholder filosofiske fag og bygger på teorier om verdens opbygning. Står du for at skulle tage en uddannelse, giver Filosofilinjen dig et stærkt afsæt og godt forspring.

Hvad er meningsfuldt? Er vi rigtig kloge?

Gå til tilmelding

Læs mere

Verdenen omkring os!

DINE LÆRERE

Frank Beck Lassen 

(På orlov efteråret 2017) Født 1975. Underviser på filosofilinjen og i livsfilosofi. Frank var elev på Testrup Højskole i foråret 1996. Ph.D. i Idéhistorie fra Afdeling for Idéhistorie på Aarhus Universitet. Frank har redigeret bøger og tidsskrifter om Hans Blumenberg, Reinhart Koselleck og Quentin Skinner samt skrevet artikler og anmeldelser til Archiv für Begriffsgeschichte, Contributions, Philosophy & Social Criticism, Distinktion, Slagmark, ARR, Filosofiske studier. Har senest udgivet Den franske encyklopædi - artikler i udvalg.


Simon Axø 

Født 1981. Forstander. Cand.mag. i Idéhistorie og samfundsfag fra Aarhus og Københavns Universiteter. Har tidligere undervist i Politisk Teori og Idéhistorie på Statskundskab på Københavns Universitet. Simon medvirker jævnligt i radio- og tv-programmer om filosofiske emner og er engageret stemme i den offentlige dannelsesdebat som foredragsholder, debattør, klummeskribent mv. Han underviser ofte på skolens filosofilinje. Simon var viceforstander på Testrup Højskole fra 2015-2017.