Åbent hus

24.11.2017
ÅBENT HUS PÅ TESTRUP HØJSKOLE

Testrup Højskole
Testrupvej 110
8320 Mårslet  

Kl. 15.00-17.00

Bus 19 til Mårslet

Tag en tur på landet. Drop tanken om de opgaver du mangler at aflevere og andet du bør nå inden mandag. Drop også fredagsbaren. Tag i stedet fri og besøg os på Testrup Højskole. Vi inviterer på kaffe, kage, kunst og en eftermiddag, hvor du må stille alle de spørgsmål du har lyst til at stille.

Hvad er højskole? Er der forskel på højskoler? Kan man bruge det til noget? Hvordan får man råd? Tal med eleverne og lærerne og få et indblik i hvad vi beskæftiger os med til daglig. 

Der er 5 linjefag på højskolen: Teater, Musik, Kunst, Skriv og Filosofi. Vi vil på hver vores felt og med hvert vores udtryk forsøge at gøre et indtryk på dig i løbet af eftermiddagen. Vi vil tale med dig, høre på dig, påvirke, røre, inspirere, måske ovenikøbet irritere dig. Vi vil forsøge at bevæge dig. Når dagen er omme har vi forhåbentlig alle sammen flyttet os og er mætte af kage, billeder, ord, teater, tanker og toner. 
Kom og vær med til at lave højskole for en stund. 

TEATERLINJEN: 
Vi viser forestillingen: ”Det er ikke det du siger!” kl. 16.00 i teatersalen. Den samme dialog bliver vredet, twistet og udtrykt på 10 forskellige måder af skuespillerne. Teksten forbliver den samme, men måden den er sat i scene og spilles på er forskellig både hvad angår stil og genre! 

MUSIKLINJEN: 
Kom ind i skolens smukke musikhus og hør hvad vi har arbejdet med de sidste 5 uger: Uptempo balkan, følsom rock, smækker vokalbåret folk, m.m.

SKRIVELINJEN:
Vi læser op af egne tekster i forskellige former og genrer. Teksterne er produceret på vores forskellige undervisningsforløb bl.a. erindringer, dagbøger, punktroman, systemdigtning m.m.

FILOSOFILINJEN:
Vi inviterer til en filosofisk udstilling i Lille Sal i Musikhuset med tankevækkende betragtninger. Find os bagefter og slå en sludder af over en kop kaffe i spisesalen. 

KUNSTLINJEN:
Vi udstiller i Musikhuset. Her kan du se oliemalerier, fotografier, m.m. Du kan også se projektet fra festugen ”Væk i byparken”, hvis du kan finde det!

Interesseret?
Find eventet på Facebook her og tilmeld dig som deltagende eller interesseret.

Se program for dagen her.

Åbent hus